Nyt projekt skal styrke billetsalget på koncertstederne
3. september 2024
RAV Foto: Marie Louise Reichardt
Nyt samarbejdsprojekt mellem Koda og Dansk Live skal hjælpe koncertsteder med at tiltrække flere gæster i en tid med øget konkurrence og ændrede publikumsvaner.
I en tid hvor det kulturelle udbud er større end nogensinde, og hvor publikums vaner konstant ændrer sig, står mange koncertsteder overfor en udfordring: Hvordan kan de forblive relevante for deres eksisterende publikum og samtidig tiltrække nye gæster? Det spørgsmål forsøger Koda og Dansk Live nu at finde svar på gennem et nyt samarbejdsprojekt.
På baggrund af Applaus’ Publikums- og Borgerundersøgelser samt indsigt i koncertstedernes daglige udfordringer, ønsker Koda at give arrangørerne de bedste redskaber til at øge deres billetsalg. Målet er klart: Flere publikummer til livekoncerter, selv i tider hvor ressourcerne kan være knappe.
“Vi har så ufattelig meget god livemusik i Danmark, og vi vil gerne hjælpe de danske spillesteder med at blive endnu bedre til at tiltrække publikum og sælge flere billetter. Jeg tror, de fleste af os kender den følelse, når man virkelig bliver blæst bagover til en koncert. Der findes jo nærmest ikke noget mere livsbekræftende. Den slags oplevelser vil vi gerne hjælpe de danske spillesteder med at skabe mange flere af,” udtaler Camilla Kjær Hejselbæk, Markedschef i Koda.
”I mit daglige arbejde med mange danske spillesteder, oplever jeg ofte, at det kan være svært at finde tid til at fordybe sig i indsigter og målgrupper. Men det er netop den viden, der kan være med til at gøre en kæmpe forskel. Derfor vil vi gerne gøre det mere enkelt og tilgængeligt for de enkelte spillesteder at få adgang til den viden, så de ud fra en mere målrettet indsats kan tiltrække et endnu større publikum til deres koncerter og arrangementer,” udtaler Finn Andersen, Key Account Manager, Koda”
“Musiklivet herhjemme og koncertpublikummets vaner er i en rivende udvikling. Det fordrer, at koncertstederne hele tiden er på tæerne i forhold til at inddrage publikums ønsker og behov i deres arbejde. Både i forhold til det konkrete program og i forhold til måden publikum kan tilgå koncertsteder. Derfor håber jeg, at vi igennem den kommende indsats kan udvikle nye konkrete ideer og strategier der kan sikre koncertstedernes aktualitet hos publikum”, siger Esben Marcher, direktør i Dansk Live.
For at kickstarte projektet, inviterer Koda og Dansk Live til et indledende møde, hvor medlemmer af Dansk Live kan dele deres erfaringer og udfordringer. Dette møde markerer starten på et længere forløb, der vil omfatte workshops, interviews og videndelingsmøder, hvor spillestederne kan arbejde i dybden med at styrke deres billetsalg og tiltrække flere koncertgæster.
Læs også
-
Sundhedsstyrelsen skruer op for festivalindsats med endnu flere ’nej tak’ til stoffer
Sundhedsstyrelsen udvider sin indsats mod stoffer til 13 festivaler. Kampagnens første stop er i denne uge på Jelling Musikfestival og Aalborg Karneval – med nej-tatoveringer, musikbingo og konkrete måder at sige nej til stoffer på. Kampagnen er lavet i samarbejde med Dansk Live og Roskilde Festival.
Læs nyheden
-
Sex & Samfund og Dansk Live styrker den gode dialog om sex og samtykke på sommerens festivaler
Dansk Live og Sex & Samfund forener kræfterne i et nyt samarbejde, der skal gøre det endnu tryggere at være ung på festival. Samarbejdet udmønter sig i et projekt med særligt fokus på dialog og samtykke og er støttet af Miljø- og Ligestilingsministeriet.
Læs nyheden
-
Stod pludseligt uden forsikring, men blev reddet af branchefællesskabet
Branchefællesskab og skræddersyet forsikring reddede URBAN 13 fra at stå helt uden sikkerhedsnet.
Læs nyheden
-
Unge får støtte til at sige nej til stoffer på Roskilde Festival
Læs nyheden