Stod pludseligt uden forsikring, men blev reddet af branchefællesskabet

24. november 2025
Stod pludseligt uden forsikring, men blev reddet af branchefællesskabet

Martin og Alexander ved Garagen

Branchefællesskab og skræddersyet forsikring reddede URBAN 13 fra at stå helt uden sikkerhedsnet.

Efter seks år med samme forsikringsselskab stod URBAN 13 pludselig uden dækning. Opsigelsen kom ud af det blå, og ingen andre selskaber ville tage dem ind. I en periode var koncertstedet derfor helt uden sikkerhedsnet – en situation, der i værste fald kunne have kostet dem det hele. Gennem Dansk Live kom URBAN 13 i kontakt med FPR Forsikringsmægler, og det blev vendepunktet.

Et kreativt frirum midt i byen

URBAN 13 har hjemme i et af Københavns mest særprægede områder lige under Bispeengbuen, hvor Frederiksberg og København mødes. Det, der engang var en tom parkeringsplads, er i dag et levende bymiljø med gadeidræt, caféer, kontorfællesskaber og iværksætterprojekter. Her finder man også Garagen, et koncertsted og eventrum med plads til 150 gæster.

URBAN 13 arbejder for at skabe kultur, fællesskab og rum for mennesker på tværs af alder og baggrund, og overskuddet går til sociale indsatser. Men de kreative rammer kan også være komplicerede. Bygningerne består blandt andet af containere og utraditionelle konstruktioner, og netop det gør stedet svært at forsikre.

“Vi stod helt uden sikkerhedsnet”

“Vi gør tingene på vores egen måde, men altid inden for reglerne, og vi betaler vores regninger. Derfor var opsigelsen et chok. Vi troede, vi var dækket, og pludselig var vi det ikke”, fortæller Alexander Stevns, direktør i URBAN 13.

Efter opsigelsen gik jagten ind på et nyt selskab, men uanset hvor mange møder og opkald Alexander tog, endte det samme sted: afslag.

“Vores område har risiko for høj vandstand ved skybrud, og kommunens klimatilpasning er først færdig i 2033. Ja, vi havde en vandskade i 2024, men det var en 50-års hændelse, og ellers har vi aldrig haft problemer. Vi har også haft en mindre brand i Garagen på grund af en lampe, der selvantændte. Ingen af delene var vores skyld, og vi har taget alle de forholdsregler, vi kan. Alligevel ville ingen forsikre os”, siger Alexander og tilføjer:

“At stå uden forsikring er en risiko, vi ikke kan leve med.”

Fællesskab og faglighed gør forskellen

Gennem Esben Marcher, direktør i Dansk Live, blev Alexander sat i kontakt med Martin Herringstad fra FPR Forsikringsmægler.

“Det var en enorm lettelse. Martin forstod vores virkelighed med det samme og kunne tale vores sag over for selskaberne på en måde, vi ikke selv kunne”, fortæller Alexander.

FPR har i samarbejde med Dansk Live udviklet en forsikringsløsning, der tager højde for de særlige forhold på danske koncertsteder og festivaler. Forsikringen ligger hos Tryg, mens FPR forhandler og administrerer aftalen på vegne af medlemmerne.

“Det betød virkelig meget at blive grebet, og jeg er overbevist om, at det gjorde en forskel, at vi er en del af Dansk Live. Vi står stærkere, når vi står sammen”, siger Alexander.

Et stærkt fællesskab giver stærkere aftaler

“Et enkelt spillested står svagere i forhandlinger, men når branchen går sammen, kan vi skabe løsninger, der giver langt mere tryghed for alle parter”, siger Martin fra FPR.

I dag er URBAN 13 igen dækket, og Alexander kan fokusere på det, der betyder noget.

“Det betyder alt, at vi igen kan koncentrere os om at skabe oplevelser og fællesskab. Forsikringen skal bare fungere i baggrunden, og det gør den nu”, afslutter han.

Læs mere om FPR Forsikringsmægler her.