Nye tal: Koncertåret 2022 tæt på niveauet før COVID-19
16. august 2023
Foto: Kim Matthai Leland
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at koncertgæsterne var tilbage foran scenen i 2022. Dermed er niveauet af koncertgæster tæt på, hvad det var før corona. Det er en glædelig nyhed, men om niveauet fortsætter ind i 2023, kan kun tiden vise.
Koncertgæsterne vendte tilbage foran landets scener i 2022 efter to år med corona, nedlukninger og forsamlingsforbud. Det skriver Danmarks Statistik. Det samlede antal koncertgæster var 7,4 mio. hvilket er tæt på niveauet før COVID-19. I 2019 var der 8,2 mio. koncertgæster, hvilket faldt til under 3 mio. i 2020 og i 2021. Sammenlignes 2019 med 2022 var det blandt andet spillestederne, der oplevede det største relative fald i antallet af gæster, skriver Danmarks Statistik.
Spillesteder er endnu ikke på normalt niveau
Selvom der i 2022 var samlet fremgang, er det ikke alle, der er tilbage på samme antal koncertgæster som før corona. Flere af spillestederne blandt Dansk Lives medlemmer har meldt om svigtende billetsalg, og helt frem til foråret 2023 har situationen været uændret. Derfor kommer man til at følge udviklingen tæt i efteråret 2023, siger Esben Marcher, direktør i Dansk Live:
“Det er rigtig godt nyt, at tallene for 2022 er så positive. Det tegner rigtig godt for fremtiden i livesektoren og viser, at vi er kommet godt tilbage efter nogle år, som ramte arrangørerne hårdt. Vi må dog ikke glemme, at der stadig er spillesteder, der så sent som i foråret 2023 oplevede udfordringer i billetsalget. Vi håber, at koncertgæsterne for alvor vender tilbage de steder, der har oplevet besøgstallet som trægt, og at også de igen kan ramme samme niveau som før corona. Vi kommer i hvert fald til at følge udviklingen tæt”, siger han.