Nye spillestedsordninger skal styrke livemusikken

12. april 2021
Nye spillestedsordninger skal styrke livemusikken

Som en del af finanslovsaftalen sidste år har regeringen sammen med Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet afsat 46 mio. kroner over de næste fire år til at styrke den danske livescene. Ordningerne skal udvikle og styrke musiklivet i Danmark og er en vigtig håndsrækning til en presset branche.

De nye tilskudsordninger, Ordningen for netværks- og genrespillestederog Ordningen for nye formater til livescenen, har set dagens lys. Ordningerne løber over de næste fire år, og giver blandt andet rytmiske spillesteder mulighed for at få økonomisk støtte til at udvikle og afprøve nye live-oplevelser, herunder nye digitale koncertformater.

Ordningerne er kommet i stand på baggrund af de radikales indspil til finanslovsforhandlingerne i 2020.

Ordningerne er en vigtig og nødvendig håndsrækning til de danske spillesteder, som står i en meget presset situation her godt et år efter Covid-19 lukkede landet ned første gang. Det fortæller sekretariatschef i Dansk Live, Esben Marcher:

”De nye spillestedsordninger blev aftalt som en del af finansloven sidste år, og det er glædeligt, at de nu endelig er blevet konkretiseret. Ordningerne favner bredt og kan være et afgørende løft for rigtig mange spillesteder. I første omgang er der afsat finansiering til perioden frem til og med 2024, og håbet er naturligvis, at der efter en evaluering herefter vil være mulighed for at fortsætte ordningen”.

Læs mere om Netværks- og genrespillesteder 2021.

Læs mere om Netværks- og genrespillesteder 2022-2024.

Læs mere om Nye formater til livescenen 2021-2024.