Interview: Nå nye målgrupper med Unge Stemmer fra Mino Danmark

26. oktober 2021
Interview: Nå nye målgrupper med Unge Stemmer fra Mino Danmark

Foto: Diyar Shaker, Mino Ung

Lørdagens program på Dansk Lives Efterårsseminar står blandt andet på paneldebatten, om minoritetsetniske målgrupper med fire unge repræsentanter fra Mino Ung, Mustafa Al-Sayegh, Anna Thorslund, Ronas Korkmaz og Diyar Shaker. Vi har talt med Diyar Shaker om, hvad man kan forvente af paneldebatten, Unge Stemmer fra Mino Danmark.

Lørdag den 30. oktober besøger fire unge fra Mino Ung Dansk Lives Efterårsseminar til paneldebat om minoritetsetniske publikumsmålgrupper. Her vil de fire paneldeltagere, Mustafa Al-Sayegh, Anna Thorslund, Ronas Korkmaz og Diyar Shaker blandt andet dele deres erfaringer som publikum og frivillige ved koncerter på festivaler og spillesteder og fortælle om, hvordan Mino Ung har hjulpet Roskilde Festival med at udvikle nye publikumsformater. Vi har talt med Diyar Shaker om, hvad man kan forvente af paneldebatten.

Vil du starte med kort at fortælle lidt om dig selv?

Mit navn er Diyar Shaker, jeg er 25 år gammel og kommer oprindeligt fra Irak. I august 2020 blev jeg færdiguddannet med en kandidat i informationsvidenskab og kulturformidling og har siden da været jobsøgende, samt haft gang i frivilligt arbejde hos Mino Ung København, hvor jeg sidder i bestyrelsen.

Kan du sætte nogle ord på, hvad Mino Ung er, og hvad I arbejder for?

Mino Ung er en frivilliorganisation bestående af Mino Ung Aarhus, Odense, og København. Vi kæmper for at skabe plads for minoriteter i Danmark i forhold til repræsentation og diversitet, men vi kæmper også for at give os selv plads til at tale om emner, som vi normalt ikke får lov til at tale om. Dette kan eksempelvis være musik, mode, klima, uddannelse, seksualitet, osv. Vi vil vise, at vi er mere end bare integration og kriminalitet, men at vi også har meget på hjerte.

Hvordan arbejder I med repræsentation hos festivaler og spillesteder?

Det vigtigste for os, ift. festivaller og koncerter er, at vi kan føle os sikre. Vi har oplevet, at vi alt for mange gange har taget til koncert og følt os som de eneste minoriteter, hvilket har sat os i komprimerende situationer. Sikkerheden for os handler om, at de, der er til koncerterne, både administrativt, på scenen, vagterne, og de som står i baren, ligner os og er nogle vi kan spejle os i. Vi vil ikke bare komme ind i et white space og prøve at passe ind – vi vil ind i et space, der er mangfoldigt, så vi alle har plads til at udtrykke os og føle os sikre.
Vores største ønske er, at diversiteten breder sig på festivaler og til koncerter, så alle kan føle sig velkomne, sikre og set.

Hvad håber du de livearrangører, der lytter til jeres paneldebat, tager med sig efterfølgende?

Jeg håber, at de kan se, hvor meget vi elsker koncerter og live musik, og hvor meget vi ønsker, at alle kan få en plads. Det er vigtigt at arrangørerne lytter, så de kan følge med trendsene, ift. hvilke musikere vi lytter til, hvem der er populære, og hvem vi gerne vil se. Det er også virkelig vigtigt, at de laver research omkring udenlandske artister, som ikke kun er fra USA eller UK, da der er mange store artister fra vores hjemlande, som vi ville give mange penge for at se live i København. Derudover håber vi, at arrangørerne ved, at vores sikkerhed er vigtig for os. Vi har brug for, at der er vagter som ligner os, som vi ved vi kan føle os sikre ved. Det er skræmmende at blive udsat for chikane til en koncert og ikke vide hvem man skal tage fat i, da både vagten, ham der står i baren, og ham der har chikaneret dig, alle sammen ligner hinanden.

Paneldebatten, Unge Stemmer fra Mino Danmark, finder sted lørdag den 30. oktober kl. 15.00-15.45. Se hele programmet her. Dansk Lives Efterårsseminar er for medlemmer af Dansk Live.