Interview: ”Mange tænker mere grønt, når de kommer hjem fra festival. Det synes jeg er helt vanvittigt sejt”
23. juli 2019
Bæredygtighed er et brandvarmt emne og ikke mindst hos landets festivaler, der lige nu ruller nye grønne initiativer ud på festivalpladser i hele landet. En af de festivaler er Tønder Festival, der finder sted den 22.-25- august. Vi har talt med projektleder hos Tønder Festival, Mikael Sort, om affaldssortering, hans største ønske til publikum, og om at være okay med ikke at være ’firstmover’.
Vil du starte med at nævne et par eksempler på nogle grønne tiltag I har på årets festival?
Vi ruller en helt ny affaldsordning ud på selve festivalpladsen. Det er en affaldsordning vi har udarbejdet med rådgivning fra COWI, som har tre fraktioner, og det er restaffald, organisk affald og plast. Det med affaldssortering og ressourceudnyttelse er i virkeligheden noget, vi har gjort i mange år, men kun i bagområderne. Nu har vi rykket det ud på pladsen blandt andet på grund af efterspørgsel fra publikum. Vi har også fået et område med vegetarisk og vegansk mad, og i 2017 udskiftede vi energikrævende dieselgeneratorer med 95% vindenergi. I år har vi også fokus på lokalt produceret mad, hvor vi ruller en helt ny restaurant ud, som bruger lokale producenter med Thomas Rode som chefkok. Vi har også et festivalområde, der hedder Vadehavet, som hovedsageligt har produkter fra Vadehavsområdet. Det kan være alt fra øl fra Fanø til ost og pølser fra lokale producenter.
Hvordan kan det være I primært kun har haft affaldssortering og ressourceudnyttelse i bagområderne?
Det er der vi har haft det største udbytte. Vi har og har haft stort fokus på ikke at lave ’greenwashing’, altså, ikke være bæredygtige, bare fordi det lyder godt, men fordi det rent faktisk kan batte noget. Og det batter jo virkelig noget i bagområderne i forhold til det affald, der bliver genereret på festivalpladsen.

Foto: Tønder Festival
Det virker som om ’greenwashing’ er et emne, der fylder en del i bæredygtighedsdebatten.
Det er sindssygt vigtigt for os. Også i vores projektarbejde fremadrettet. Vi fik konsulentbistand fra COWI, fordi vi ville være helt sikre på at vi ikke fik lavet noget, der lød godt, men ikke nødvendigvis gjorde en forskel. COWI har lavet et ressourceværktøj til os, hvor vi kan taste alt vores data ind i et kæmpestort excel-ark, og så regner det vores klimaaftryk ud for os. Lad os sige, at hvis vi indsamler 50% af alle de ølkrus, der bliver solgt i år, så kan værktøjet fortælle os vores præcise CO2-besparelse. Det er også noget der er rigtig godt at bruge til kommunikation. I det tilfælde ville vi kunne fortælle vores publikum: ”Hvis vi samler 50% af alle ølkrus ind fra årets Tønder Festival, sparer det lige så meget energi, som det svarer til at lade 500 iPhones op i et helt år”, eller noget lignende.
Du nævnte før, at der også er større efterspørgsel fra publikum på den grønne omstilling. Hvordan kan I mærke, at det her område er vigtigt for publikum?
Det er faktisk helt konkret i den festivalevaluering, vi sender ud til alle vores billetkøbere. Her har det været en generel tematik. Det er noget folk efterspørger. Særligt det her med at kunne skille sig ordentlig af med sit affald. Vi har et publikum, der er helt vildt gode til at rydde op efter sig selv, og som er vant til at sortere deres affald derhjemme, så jeg tror næsten de synes det er åndssvagt, hvorfor de ikke skulle gøre det, når de er på festival.
Du nævnte at jeres publikum er gode til at hjælpe jer ude på pladsen, men hvis nu du skulle nævne tre ting, hvor jeres publikum kan hjælpe jer med at blive grønnere, hvad kunne de tre ting så være?
Det skulle helt sikkert være, at de blev bedre til at køre sammen herned. For en rigtig stor del af vores publikum, er en stor del af festivaloplevelsen at overnatte på vores campingplads. Og der er mange mennesker, der kører to-tre mennesker i en bil med campingvogn, hvor der er tomme sæder i bilerne. Det ville helt sikkert være en kæmpe hjælp, hvis vores publikummer brugte nogen af de medier, hvor man kan lave samkørsel. Det er også et kæmpe ønske fra os, at de tager godt imod vores affaldsordning. Ellers så tror jeg det handler lige så meget om fremadrettet, at de tager godt imod de ting, vi kommer til at rulle ud. Vi har selvfølgelig også øje for, hvad der foregår ude hos de andre festivaler som genbrugskrus og vandposter. Jeg håber at publikum er klar på, at der kommer til at være ændringer på nogle af de der områder de næste år på festivalen.

Foto: Tønder Festival
På hvilket område oplever du det er sværest for jer at blive grønnere?
Det er på transportområdet. Vi flyver helt vildt mange artister ind fra USA, Canada og Irland, så den absolut største synder vi har er transportposten. Med den profil vi har og den musik vi gerne vil have, er det rigtig svært at minimere vores transport, så det er noget vi er ved at kigge på nu, men det er svært for os. Særligt fordi vi ofte er de første til at præsentere nogle amerikanske og canadiske kunstnere i Europa, og det betyder, at de som regel ikke er på tour herovre i forvejen, så det er svært at lægge ind i et tourprogram. Som regel så flyver de herover, og så booker de resten af touren efter Tønder Festival, så det er en udfordring for os.
Er der andre barrierer som for eksempel i lovgivningen eller nogle bestemmelser, som I synes gør den grønne omstilling sværere?
Jeg synes ikke vi oplever lovgivningsudfordringer. Der kom det her plastikudspil, hvor der blev lagt op til, at der skulle være et forbud mod engangsplastik på festivaler. Der er vi rigtig godt på vej. Vi har i et stykke tid haft fokus på plastminimering, så det er det helt okay, men man kan sige, at hvis vi ikke havde det, så ville det være en stor udfordring at skulle gå til slet ikke at kunne bruge engangsplast. Hvis vi ikke allerede havde haft et par år til at blive klar til det, så ville det virkelig være svært. Men ellers synes jeg det er et område, hvor man kan søge rigtig meget rådgivning og få rigtig meget hjælp, ikke kun fra vores brancheorganisation, men helt generelt. Regionerne og kommunerne er rigtig gode til at sende guides med tips og råd, og efter valgkampen forventer jeg, selvfølgelig at der bliver mere lovgivning, men at der faktisk også kommer mere hjælp og støtte.
Man hører til tider fra virksomheder, at de gerne vil gøre hele deres drift grøn, men at de dels har brug for tid til forberedelse, men at de også er nødt til at have publikum med. Oplever I også det?
Jeg tror, at det folk efterspørger, også er noget de har i deres dagligdag, og så vil de gerne kunne fortsætte nogen af de tiltag, imens de er på festival. Vi prøver lige så stille og roligt at imødekomme de muligheder. Det er klart, vi har ikke været en af de festivaler, ligesom Northside, der har været ’firstmovers’ på sindssygt mange ting, og som sammen med andre festivaler har været med til at sætte bæredygtighed på dagsordenen. Mange folk tænker mere grønt, når de kommer hjem fra festival. Det synes jeg er helt vanvittigt sejt. Der følger vi med i anden række og er helt med på bølgen, men imødekommer, at folk kan være bæredygtige på festival, men ikke nødvendigvis kommer til at være ’firstmovers’.
Hvis man gerne vil være en grønnere festival eller koncertarrangør, hvor anbefaler du så at man starter?
Det bedste sted at starte er på ressourceområdet. Man kan søge hjælp hos sit lokale forsyningsselskab, og der er også masser af guides, og så er det noget publikum kender hjemmefra. Man kan også altid starte i det små på alle områderne. Jeg synes den guide I har udgivet for nylig [Den Grønne Guide.red], den er vanvittig håndgribelig og lige til at forholde sig til og belyser, at bæredygtighed kan være alt muligt. Det er både energi og indkøb og kommunikation. Der er simpelthen så mange små gode ting, man kan gøre, som gør en reel og positiv forskel.

Mikael Sort, projektleder hos Tønder Festival