Interview: Få styr på din timing med data
20. oktober 2021
Jesper Skibsby og Lars Ettrup
Lars Ettrup, medstifter og direktør i Linkfire, og Jesper Skibsby, stifter af WARM, lægger vejen forbi Dansk Lives Efterårsseminar for at fortælle om, hvordan man som livearrangør kan bruge data i sit arbejde. Vi har talt med dem om, hvad man kan forvente af deres oplæg om viden og data i musikbranchen på Efterårsseminaret.
Lørdag den 30. oktober kan deltagerne på Dansk Lives Efterårsseminar bliver klogere på brug af data i livebranchen, når Lars Ettrup, medstifter og direktør i Linkfire, og Jesper Skibsby, stifter af WARM, lægger vejen forbi seminaret. Vi har talt med Lars og Jesper og bedt dem fortælle mere om, hvad deltagerne har i vente på deres oplæg om brug af data i livebranchen.
Vil I starte med kort at fortælle om jer selv?
Mit navn er Lars Ettrup, jeg er 39 år og har en baggrund i medieproduktion og IT. Jeg er meget passioneret for den entreprenante og kreative verden, virksomhedsstrategi, makro- og mikro trends som påvirker forretninger, men også os som forbrugere.
Jeg har stort set altid været selvstændig og faktisk aldrig haft et “rigtigt” job. Jeg er medstifter og direktør i selskabet Linkfire, hvor vi hjælper pladeselskaber og kunstnere med at sende deres fans og forbrugere til de rette musiktjenester eller webshops via vores smart links.
Mit navn er Jesper Skibsby, jeg er 36 år, og har en baggrund i musikbranchen, hvor jeg har arbejdet med pladeselskaber, managements, tour booking, PR og tour management. Jeg har sidenhen startet WARM, som et tiltag om at gøre global radiodata mere tilgængeligt for musikbranchen som helhed, men også i høj grad for artister og bands.
I besøger Dansk Lives Efterårsseminar for at fortælle om, hvordan man kan bruge data i sit arbejde. Kan I sætte nogle ord på, hvad I helt konkret kommer til at tale om?
Vi vil bestræbe os på at tale lidt om de muligheder vores services kan give til ikke bare musikbranchen, men mere specifikt livebranchen, herunder venues primært.
Udover Linkfire og WARM og de data vi kan levere, sker der stor innovation i musikbranchen, hvor der klart er andre mulige services, som kan levere relevant data som venues og festivaler kan bruge til at træffe bedre beslutninger om, hvilke artister eller bands de skal booke, og eventuelt også fra bookernes perspektiv – hvilke lande/byer de bør fokusere på med hensyn til tour planlægning.
Hvorfor giver det mening at tale med netop livearrangører om brug af data?
For at åbne op og A) fortælle om de muligheder der er, som arrangørerne nok med stor sandsynlighed går glip af, men B) også for at høre om hvilke udfordringer de har med data, og hvordan de arbejder med data generelt i forhold til at tage de rigtige bands ind på det rigtige tidspunkter.
Tænker at der er en del timing for denne målgruppe. Det handler vel i høj grad om at at booke et act så billigt som muligt, som kan fylde “salen”, og at kunne se trends eller være bedre til at forudsige, hvad der kan fylde salen for eksempel om 12 måneder.
Dansk Lives Efterårsseminar finder sted i Aalborg og Nibe den 29. og 30. oktober og er for medlemmer af Dansk Live.