Grønnegades Kaserne Kulturcenter: Et alsidigt spillested med publikumssucces
17. marts 2023
John Nørbjerg, kulturcenterleder, Grønnegades Kaserne Kulturcenter Foto: Jan Jensen, Ugeavisen Næstved
I anledning af Dansk Lives Årsmøde i Næstved d. 21.-22. april sætter vi fokus på byens spillesteder. Vi har talt med kulturcenterleder på Grønnegades Kaserne Kulturcenter, John Nørbjerg, som blandt andet fortæller om et helt særligt koncertkoncept, der har vist sig at være win-win-win for både musiker, publikum og spillested.
Grønnegades Kaserne genlød i 1700-tallet og flere hundrede år frem af hestehove og kommandoråb. I 1978 blev de fredede bygninger overdraget til kommunen, og i dag fungerer kasernen som Sydsjællands største kulturcenter, der udover flere scener og mange hundrede årlige koncerter lægger brosten til både værksteder, galleri, egnsteater og talentskoler.
Vi har sat John Nørbjerg, kulturcenterleder på Grønnegades Kaserne Kulturcenter, i stævne for at høre, hvad han mener er Næstveds største styrke som musikby, og ikke mindst hvad der gør deres koncertrum til noget særligt:
Hvordan skiller I jer ud som koncertsted?
Grønnegades Kaserne Kulturcenter er, som navnet antyder, en tidligere kaserne, hvor bygningerne i dag er fredet. I Ny Ridehus har vi ikke bare et smukt koncertrum, men også et rum, der er helt perfekt til forstærket musik. Vi bliver aldrig trætte af at høre musikere og teknikere fremhæve den gode akustik. I øvrige bygninger kan vi tælle tre andre venues og har desuden adgang til at benytte udendørsarealerne. Det giver stor mulighed for fleksibilitet og alsidighed, hvilket også afspejler sig i programmet.

Foto: Grønnegade Kasernes Kulturcenter

Barselona Foto: Tais holm
Hvilket projekt eller indsats hos jer er du allermest stolt af?
Indenfor det musiske område er vi gennem mere end syv år lykkedes med en koncertrække, som vi har døbt EN:10, hvor gæsterne køber en partoutbillet, der giver adgang til ti af os udvalgte koncerter. Billetten er ikke personlig og må derfor gerne udlånes, hvis man er forhindret, så billetterne udnyttes bedst muligt. På den måde har vi hvert år fået en fast gruppe på ca. 100 gæster, der har købt billet til koncertnavne, de ikke kender. Det giver selvsagt mulighed for at præsentere nye og lidt mindre navne, kombineret med mere etablerede musikere med garanti for, at der er publikum i salen. Win-win-win for publikum, musikere og spillested.
Hvordan bidrager I til Næstved som lokalområde?
Som Sydsjællands største kulturcenter og som kommunal virksomhed indgår vi naturligt i en lang række tværgående kulturelle arrangementer med områdets øvrige aktører. En uge om året sætter Næstved ekstra fokus på alle musiktilbud i hele kommunen. Her har vi en naturlig plads i arbejdsgruppen, hvor vi måske hjælper med en kirkekoncert i lokalområdet eller assisterer med fælles markedsføring. Når der er Melodi Grand Prix i Arena Næstved, så er der i dagene op til naturligvis arrangementer hos os, der støtter op om begivenheden.

Grønnegades Kaserne Kulturcenter
Hvad er Næstveds største styrke som musikby?
I Næstved er der rig mulighed for at opleve livemusik af vidt forskellig slags. Langt de fleste danske rytmiske bands har i årenes løb været forbi Næstved, enten hos foreningen Vershuset, Jazzklubben, Arena Næstved eller på Grønnegades Kaserne Kulturcenter. Seneste skud på stammen er Næstved Metalfestival. Næstved er også med på tourplanen når Grøn koncert, Vi Elsker 90’erne, Danmark Dejligst osv. rykker rundt i sommerlandet. Desuden er Næstved begunstiget med stærke institutioner som Talentskolen, Ungdomsskolen og Musikskolen, der alle spiller en stærk rolle i det lokale musikalske landskab, hvorfra f.eks. Bjarke Falgren, Anya, Ihan Hayder, JADA og medlemmer af Blæst er fløjet videre.
Dansk Lives Årsmøde og generalforsamling finder sted den 21. og 22. april i Næstved.
Husk sidste frist for tilmelding med hotel er den 20. marts.
Dansk Lives Årsmøde og generalforsamling er for medlemmer af Dansk Live.
Dansk Lives Årsmøde præsenteres i samarbejde med Ticketmaster.