Deltagerrekord på Medlemsforum: ”Vi er en stor familie”
17. januar 2020
Lars F fra Smukfest
I weekenden løber Medlemsforum af stablen med deltagerrekord på 179 tilmeldte. Vi har talt med Lars F, ham, der startede det hele, om hvorfor det er så vigtigt at have et mødested for praktikerne.
Det er uvurderligt, når koncertarrangører deler erfaringer. I hvert fald hvis man spørger Lars F. Sørensen, der i koncertarrangørkredse måske er bedre kendt som Lars F. Lars har siden begyndelsen været den centrale drivkraft og initiativtager for Medlemsforum, der i år har deltagerrekord med 179 tilmeldte. Lars F driver blandt andet Medlemsforum sammen med sin kone, sine børn og deres venner samt Dansk Live og kollegaer i livebranchen. Selvom Lars F. gennem 39 år har lagt en stor del af sin tid i sit arbejde for Smukfest, har han alligevel de senere år fundet tid til at drive Medlemsforum. For ham er der ikke tvivl om, at den ekstra arbejdstid er godt investeret:
”Der sidder en hel masse frivillige ildsjæle rundt omkring, der brænder for det her. Som brænder for at gøre det godt, og de mennesker vil jeg gerne give nogle redskaber ved at give dem mulighed for at snakke sammen”, siger Lars F. ”Folk som ikke laver andet hele året, og som knokler røven ud af bukserne under en festival, fordi de synes det er sjovt og spændende. Det er dem jeg godt kan lide, og det er dem, jeg gør det for”.
”Der sidder en hel masse frivillige ildsjæle rundt omkring, der brænder for det her. Som brænder for at gøre det godt, og de mennesker vil jeg gerne give nogle redskaber ved at give dem mulighed for at snakke sammen.”
– Lars F
”Vi er konkurrenter, men vi er også kollegaer”
Til daglig er Lars F non food-koordinator hos Smukfest, hvor han har været med siden festivalens begyndelse, kun med undtagelse af festivalens første år. Dengang var der et lignende fællesskab mellem landets større festivaler, der hed Fem Gange Festival. Fællesskabet bestod af Roskilde Festival, Skanderborg Festival, Midtfyn Festival og Tønder Festival, og da Nibe Festival og Jelling Festival sluttede sig til, blev foreningens navn ændret til Festivaldanmark. Festivaldanmark og spillestedernes forening, Spillesteder.dk fusionerede i 2011 og blev til Dansk Live. Det var denne fusion, der fik Lars F til at tage initiativ til det, der først kom til at hedde Grejforum, og som i dag hedder Medlemsforum.
”De møder vi havde i Festivaldanmark var altid uden dagsorden, hvor vi mødtes i en weekend og snakkede, festede og lavede aftaler, og fungerede rigtig godt. Den side manglede jeg. På Medlemsforum er det elektrikerne, der snakker med elektrikerne, og VVSerne der snakker med VVSerne. Det er noget med at udveksle erfaringer til, når du en lørdag aften på din festival har en Godik-toiletvogn, der ikke virker, og så tænker du: ”Hvad var det nu Claus fra Skanderborg sagde? Det var noget med, at hvis du piller det der dæksel af, så sidder der en pind, du giver et hak, og så kører kværnen igen.” Det er det vi skal bruge det til. Vi er konkurrenter, men vi er også kollegaer”, forklarer Lars F.
“Det er noget med at udveksle erfaringer til, når du en lørdag aften på din festival har en Godik-toiletvogn, der ikke virker, og så tænker du: ”Hvad var det nu Claus fra Skanderborg sagde?””
– Lars F
Varm kaffe og varme emner
Det er dog ikke kun praktikken og den faglige snak, der får arrangørerne til at mødes år efter år i Skanderborg. Det er også en fælles snak om året der gik og de emner, der fyldte mest hos arrangørerne, som for eksempel i 2018, hvor landets festivaler kæmpede med en ekstrem hedebølge i hele landet. I år tror Lars F at emner som grøn omstilling, nye afgifter og sikkerhed vil blive nogle af de mest diskuterede emner, hvad enten deltagerne sidder i et møde eller sludrer over en øl eller en kop kaffe. De snakke er også en del af fællesskabsånden og den gode stemning, der får deltagerne til at øremærke deres weekend til Medlemsforum.
“Vi er en stor familie.”
– Lars F
”Medlemsforum er relevant for de mennesker, der melder sig til. De ved godt, at når de kommer der, får man en masse røverhistorier, men får noget hamrende godt at spise og det er hamrende hyggeligt. Vi er en stor familie”, siger Lars F om Medlemsforum. Et Medlemsforum, der altså i år har deltagerrekord med 179 tilmeldte.