Dansk Lives Efterårsseminar: Bygningen i Vejle – en stolt historie om frivillighed, foreningsliv og fælleskaber

4. juni 2025
Dansk Lives Efterårsseminar: Bygningen i Vejle - en stolt historie om frivillighed, foreningsliv og fælleskaber

Foto: Susanne Ågård Vejrum, leder, Bygningen i Vejle

Når Dansk Lives Efterårsseminar løber af stablen den 19. og 20. september i Vejle, er det Bygningen, der er vært. Vi har talt med Susanne Ågård Vejrum, der er daglig leder i Bygningen, om Bygningens virke og betydning for Vejle, husets historie og visioner.

Bygningen i Vejle er vært, når medlemmer af Dansk Live mødes til oplæg, workshops, netværk og meget mere til Dansk Lives Efterårsseminar den 19. og 20. september. Vi har i den forbindelse talt med Susanne Ågård Vejrum, daglig leder i Bygningen, om Bygningen og husets virke, historie og visioner. 

 Vil du starte med at fortælle om dig selv og din rolle på Bygningen?

Jeg er født og opvokset i Vejle og er oprindeligt folkeskolelærer.

Jeg har været ansat i Bygningen siden 2014, og blev i juni 2024 ansat i min nuværende stilling som Daglig Leder.

For dem, der ikke kender Bygningen, hvordan vil du så beskrive jer som koncertsted og kulturhus?

Bygningen er et Kulturhus og Spillested midt i Vejle. Vores hverdage er fyldt med kulturelle arrangementer og lokale foreningsaktiviteter, og weekenderne med koncerter. Herudover har vi året rundt også en kommerciel drift med møder, konferencer og fester og huser øvelokaler og et kreativt værksted. 

I er omgivet af moderne arkitektur med glas og høje søjler, og jeres indgangsparti kan synes småt sammenlignet med alt det der sker omkring jer, men når man kommer ind, har I godt med plads, og man kan næsten mærke historiens vingesus. Hvad er Bygningens historie, og hvordan spiller den ind i jeres kultur, og hvordan Vejle er som by? 

Bygningen blev indviet i 1920, som Arbejdernes Forsamlingsbygning. Det blev bygget frivilligt af lokale håndværkere, og var et samlingspunkt for fagforeningernes politiske møder, fester og kulturelle aktiviteter – med alt fra juletræsfester til boksestævner. 

I 2006 åbnede det som det kulturhus og spillested.

Vi bærer videre på en stolt historie om frivillighed, foreningsliv og fællesskaber. Vi er midt i en spændende udviklingsproces, hvor vi arbejder målrettet med at gøre Bygningen til et åbent hus, der inviterer til kulturskabelse, dyrker talentudvikling, kreativitet og præsenterer Vejlenserne for endnu mere musik og nye formater. 

Udover koncerter, har I også kreative værksteder og øvelokaler hos jer. Kan du prøve at sætte nogle ord på jeres samarbejde med de borgere, der bruger netop de kulturtilbud?

Vi har særligt fokus på dette område og ser her et stort udviklingspotentiale, da samarbejdet med brugerne af de lokaler pt. er ret begrænset.

Hvis du skal fortælle en enkelt ting, som de færreste ved om Bygningen, hvad kan det så være?

Jeg vil nævne en ret alvorlig ting: Huset var under 2. verdenskrig besat af nazisterne, hvor de brugte huset til indkvartering af soldater. Der findes billeder af flag med hagekors i flagstangen foran indgangen.

Hvad glæder du dig mest til ved at være vært for Dansk Lives Efterårsseminar?

At jeg sammen med resten af mine kollegaer i Bygningen, skal være med til at skabe hyggelige rammer for to spændende og inspirerende dage.

Vi glæder os til at se jer alle sammen i Vejle!

Dansk Lives Efterårsseminar præsenteres i samarbejde med Koda og Ticketmaster. 

Læs mere og tilmeld dig Dansk Lives Efterårsseminar her.