Stor opbakning til Medlemsforum 2023
13. januar 2023
174 deltagere fra festivaler og spillesteder på tværs af landet har tilmeldt sig Medlemsforum 2023 den 20.-22. januar i Skanderborg. Medlemsforum er et samarbejde mellem Dansk Live og Smukfest.
Efter to år med online-udgaver af Medlemsforum, mødes medlemmerne igen på Capri i Skanderborg, når Medlemsforum finder sted den 20.-22. januar. På trods af at der er gået noget tid siden sidst er tilslutningen til Medlemsforum fortsat stor: 174 arrangører fra 24 festivaler og koncertsteder har meldt deres ankomst til årets udgave af Medlemsforum.
Den store tilslutning til Medlemsforum glæder Signe Hemmingsen, der er arrangementsansvarlig, og som har stået for at arrangere det fagligt funderede arrangement sammen med Smukfest:
“Det er dejligt at se, at der stadigvæk er stor opbakning til Medlemsforum efter nogle år, hvor vi ikke har haft mulighed for at mødes på samme måde, som vi plejer. Med så mange deltagere fra over 20 forskellige festivaler og koncertsteder er det også tydeligt, at der er et behov for denne type af arrangement, hvor netværk og vidensdeling får fuldt fokus”, siger hun.
Udover en lang række arrangører vil der også deltage flere leverandører på årets udgave af Medlemsforum.
Medlemsforum er et samarbejde mellem Dansk Live og Smukfest og er for medlemmer af Dansk Live. Læs mere om Medlemsforum her.