Spillesteder kan se frem mod mulig åbning i august

8. maj 2020
Spillesteder kan se frem mod mulig åbning i august

Efter forhandlinger mellem partilederne fremlagde Statsminister Mette Frederiksen i går planen for fase 3 og 4 af genåbning af Danmark. Her fremgår det, at spillesteder kan genåbne fra primo august, hvis corona-smittespredningen holdes under kontrol.

Spillesteder kan se frem mod en mulig åbning igen i løbet af august. Det fremgår af planen for fase 3 og 4 af genåbningen af Danmark, som Statsminister Mette Frederiksen i går fremlagde på et pressemøde. Det er umiddelbart godt nyt, men ligesom spillestederne og det øvrige kulturliv har haft brug for hjælp under perioden med tvangslukning, vil der også være brug for hjælp til genstarten.

Læs aftalen om plan for genåbning af Danmark her.

For mange spillesteder har lukkeperioden medført livstruende tab, og en genåbning med restriktioner og øgede krav til gennemførsel af koncerter, kan gøre situationen værre.

Dansk Live har efterspurgt den langsigtede plan, der nu delvist foreligger. Indtil videre udestår dog en mere detaljeret plan for genåbningen af kulturlivet indeholdende økonomisk hjælp til genstarten, og det er altafgørende for en god genåbning, siger Esben Marcher, Sekretariatschef i Dansk Live:

“Det er godt, at vi nu kan begynde at se en ende på perioden med lukkede spillesteder. Vi ved dog endnu intet om de krav, der vil være til spillestederne, når de åbner igen. Spillestederne er dybt afhængige af at kunne planlægge med deres fulde kapacitet, og en genåbning med restriktioner og krav om afstand kan meget vel ende med at gøre den kritiske situation værre. Derfor efterlyser vi hjælp til genstarten for de spillesteder, der får brug for det, især sær de spillesteder med stor kapacitet og høj egenindtjening”.

Hvor mange mennesker det vil være tilladt at samle i august er endnu uvist. Forbuddet mod forsamlinger større end 500 løber dog indtil videre til udgangen af august.