Smukfest fylder 40 år – fejrer med genopførelse af Smukfest 1980
5. juli 2019
Bøgescenerne anno 1980. Foto: Smukfest
Når Smukfest løber af stablen fra den 7.-11. august bliver det samtidig en fejring af 40 år som festival. I den forbindelse for-fejrer festivalen jubilæumsåret med en genopførelse af Smukfest 1980 i Dyrehaven i Skanderborg.
Det hele startede i 1980, hvor Skanderborg Musikfestival en dag i juli åbnede for syv timers gratis musik i Dyrehaven i Skanderborg. På scenen stod blandt andre navne som Luna og Thunderbirds, og den dengang lille scene er i dag det vi kender som Smukfests ikoniske Bøgescenerne, der har lagt gulv til verdensnavne som Prince, Eric Clapton, Pet Shop Boys og Rihanna, hvoraf sidstnævnte eftersigende var så vild med festivalen, at hun prøvede at overtale sine sikkerhedsfolk til at lade hende feste ude på pladsen med publikum.

Smukfest Plakat fra 1980. Foto: Smukfest
For at fejre festivalens 40 år, genopfører Smukfest Skanderborg Musikfestival fra 1980 i en totalteater-dokumentar-koncert-konstellation live fra Bøgescenen, hvor det hele startede. 50 skuespillere og musikere fra Oure Højskole har i samarbejde med festivalen over det seneste halve år, fundet frem til en række af de originale musikere og nogle af de mennesker, der var med til at starte festivalen. Det hele bliver sat i den rette tidsånd med hjælp fra flere hundrede statister, der vil agere publikum anno 1980.
Læs mere om genopførelsen af Skanderborg Musikfestival her.

Bøgescenerne i dag. Foto: Smukfest