Prognose viser vækst i billetindtægter i livesektoren
7. august 2019
Foto: Knud Mortensen
En nyligt offentliggjort prognose fra PwC viser vækst i omsætningen på billetsalg i livesektoren. Prognosen er en del af PwCs ”Global Entertainment & Media Outlook”, der er en verdensomspændende undersøgelse af underholdnings- og medieforbrug.
Det internationale konsulent- og revisionsfirma PwC har igennem 20 år undersøgt underholdnings- og medieforbruget på verdensplan og lokalt i markeder. Ifølge PwC’s Global Entertainment & Media Outlook 2019-2023 var omsætningen fra det danske billetsalg til livemusik i 2018 ca. 1,8 mia. kr. Dette tal forventes årligt at stige med ca. 4 % til ca. 2,2 mia. kr. i 2023. Allerede i 2020 runder billetsalget ifølge prognosen de 2 mia. kroner.
Dansk Live betragter prognosen som positiv, men understreger at billedet ikke kun er rosenrødt.
”Vi ved fra tidligere, at der kan ske store udsving fra år til år, og PWC har også indtil for nyligt spået anderledes om fremtiden. En festivalsommer med megen regn kan være ganske kritisk for billetsalget det følgende år, ligesom de økonomiske konjekturer kan påvirke publikums købekraft. Derudover er det en faktor, at de mange almennyttige festivaler ikke har mulighed for at spare op til et dårligt år, da overskuddet skal udloddes”, siger sekretariatschef Esben Marcher.
Prognosen fra PwC viser desuden, at musikforbruget i downloads og CD nærmest er dødt til fordel for streaming. Her forventer PwC til gengæld en gennemsnitlig årlig stigning på ca. 6 pct. i omsætningen frem mod 2023, hvilket svarer til en stigning fra ca. 700 mio. kr. i 2018 til knap en milliard kr. i 2023. På trods af dette er tendensen dog tydelig; Det er i livemarkedet at omsætningen er højest.
”Tallene understreger, at nok er der høj omsætning i billetter, men den kommer ikke nødvendigvis arrangørerne til gavn.”
– Esben Marcher, Sekretariatschef i Dansk Live
”Tallene understreger, at nok er der høj omsætning i billetter, men den kommer ikke nødvendigvis arrangørerne til gavn. Det er som hovedregel de optrædendes artisters honorar der stiger. Med de mange internationale turnerende artister går den høje omsætning ofte ud af landet. Det tydeliggør, at selvom der overordnet set er høj omsætning er det statslige engagement i spillestederne og i de små festivaler, hvor vores hjemlige talenter udvikles, fuldstændig afgørende for det fremtidige hjemlige musikliv”, siger Esben Marcher.