Partnerskab klar med 51 anbefalinger, som skal mindske regelbyrder for foreninger

17. juni 2025
Partnerskab klar med 51 anbefalinger, som skal mindske regelbyrder for foreninger

Foto: Kim Matthai Leland

Foreningslivet har på opfordring af regeringen leveret en række anbefalinger, som skal bekæmpe regelbyrder hos blandt andet festival- og koncertarrangører. Dansk Live har bidraget til arbejdet.

Dansk Live blev i 2024 inviteret med i partnerskabet, som skal give regeringen anbefalinger til, hvilke regler og byrder der kan fjernes for at styrke foreningslivet og festivalerne herhjemme. I dag afleverer partnerskabet anbefalingerne til kulturministeren. 

Bygningsreglement med plads til midlertidigheden

16 af anbefalingerne er samlet under temaet Arrangementer og festivaler, som er målrettet de mange bureaukratiske regler, som plager landets festivalarrangører. En af disse anbefalinger er at lave et særskilt og forenklet bygningsreglement for midlertidige arrangementer. 

Festivalarrangører har kæmpet bygningsreglementet siden det midlertidige område blev lagt ind i bygningsreglementet i 2018. Det har medført at festivaler i dag får stillet krav, der som udgangspunkt er tiltænkt permanente bygninger og ikke midlertidige arrangementer, der løber over få dage.

Om partnerskabets anbefalinger siger Esben Marcher, direktør i Dansk Live:

“I Dansk Live er det en mærkesag at sikre gode rammer for det midlertidige byggeri. Vi får flere og flere festivaler herhjemme, og publikumstallene er stigende. Det kalder på lovgivning, der imødekommer arrangørernes arbejde med det midlertidige byggeri. Der bliver brugt hundredvis af timer på unødigt høje dokumentationskrav. Det er timer, der ofte bliver lagt af frivillige, og det kvæler motivationen for at lave festival”, siger han. 

Esben Marcher peger blandt andet på behovet for et mere enkelt bygningsreglement og en lovgivning, der er tilpasset det område, som reguleres, og målrettet det midlertidige byggeri. Det vil både afhjælpe arbejdsbyrden hos arrangørerne, og give kommunerne, der forvalter reglerne, værktøjer til at håndtere mindre afvigelser i arrangørernes byggeri.

Fra anbefalinger til praksis

Med anbefalingerne følger en forpligtelse; regeringen skal følge partnerskabets anbefalinger eller give forklaring på, hvorfor det ikke er muligt. Herefter skal regeringen omdanne anbefalingerne til praksis og føre dem ud i livet. En udvikling, som Esben Marcher kommer til at følge i spænding: 

“Vi vil gerne rose regeringen for at samle partnerskabet og jeg glæder mig til at følge det videre arbejde. Jeg håber vi kan være med til at sikre, at anbefalingerne bliver gennemført, så initiativet kan mærkes hos alle landets arrangører”, siger han. 

Læs anbefalingerne her.

Fakta

Fremhævede anbefalinger:

Anbefaling 10: Særskilt reglement for midlertidige arrangementer

Anbefaling 16: Lempede krav til ibrugtagning mv.

Anbefaling 17: Justering af politiets rolle ifm. godkendelse af forlystelser

Anbefaling 19: Servicetjek af regler om lejlighedstilladelser

Anbefaling 20: Flerårig dispensation for støj ved arrangementer

Anbefaling 21: Flerårig/varig landzonetilladelse ved arrangementer

Anbefaling 24: Mere foreningsvenlig praksis hos kommunerne.

Hvem er med i partnerskabet?

Civilsamfundets Brancheforening, Danmarks Cirkus Direktør Forening, Danmarks Tivoli Forening, Dansk Diakoniråd, Dansk Firmaidræt, Dansk Folkeoplysnings Samråd, Dansk Live, Dansk Ungdoms Fællesråd, Danske Handicaporganisationer, Danske Patienter, Danske Seniorer, DATS – Dansk Amatør Teater og Scenekunst, DGI, Danmarks Idrætsforbund, Friluftsrådet, Frivilligrådet, IFFD – Idræts- og Fritidsfaciliteter i Danmark, ISOBRO, KAB, KL, Sammenslutningen af By- og Markedsfester og Ældresagen.

Regeringen nedsatte partnerskabet den 15. august 2024. Siden har der været afholdt møder i Kulturministeriet både med organisationerne, men også praktikermøder, hvor bl.a. Alive Festival har bidraget med deres betragtninger på regelbyrderne for festivaler.