Nye restriktioner understreger vigtighed af genstart

9. december 2020
Nye restriktioner understreger vigtighed af genstart

Foto: Kim Matthai Leland

Onsdag den 9. december træder regeringens nye restriktioner i kraft. Det betyder blandt andet tvangslukning af spillesteder i 38 af landets kommuner. Behovet for konkrete løsninger for genåbning er derfor vigtigere end nogensinde.

Regeringen præsenterede i mandags nye restriktioner for at knække de stigende smittetal. Det betyder blandt andet tvangslukning af spillestederne i de hårdest ramte kommuner. Restriktionerne går hårdt ud over livebranchen, der i forvejen bløder, og uvished, utilstrækkelige hjælpepakker og et genstartsteam, der er alt for længe undervejs, gør ikke julen nemmere at komme igennem. Det understreger Sekretariatschef i Dansk Live, Esben Marcher:

”Spillestederne står allerede i en meget svær situation, og de nye restriktioner er et utroligt hårdt slag for dem, der rammes. Det er afgørende, at de bliver ledsaget af ordentlige kompensationsordninger, der tilstrækkeligt dækker branchens behov,” fortæller Esben Marcher, der samtidig efterlyser fremadrettede løsninger:

”Hvis spillestederne og festivalerne skal overleve corona, bliver vi netop nødt til at se på en strategi for, hvordan vi igen kan samle mere end 500 mennesker.”

Vigtigt med hurtig og ambitiøs genstart

I slutningen af oktober besluttede regeringen og et flertal af folketingets partier at nedsætte et genstartsteam, der skal finde nye formater og løsninger til, hvordan aktiviteter kan blive afholdt forsvarligt – også under Corona.

Genstartsteamet er dog endnu ikke blevet nedsat, og koncert- og festivalbranchen er selv begyndt at udarbejde løsninger. Dansk Live har i samarbejde med blandt andre Dansk Erhverv og Divisionsforeningen iværksat en stor undersøgelse af effekten ved hurtigtests, ligesom der arbejdes med kreative og tekniske løsninger for at muliggøre store events i en virkelighed med corona. Ifølge Esben Marcher er det ikke holdbart, at det udelukkende er branchen selv, der skal komme med løsningerne.

”Det er vigtigt, at løsningerne bliver forankret statsligt og får den nødvendige politiske og økonomiske opbakning – og at løsningerne kommer nu. Vi bliver nødt til at tænke mere langsigtet, hvis det ikke skal få permanente konsekvenser for koncert- og festivalbranchen.”