Ny undersøgelse: Flertal køber deres billet, lige når billetsalget starter

31. januar 2024
Ny undersøgelse: Flertal køber deres billet, lige når billetsalget starter

Foto: Kim Matthäi Leland

Stor publikumsundersøgelse giver nye, interessante indsigter i billetkøbernes vaner.

Ticketmaster har i samarbejde med Dansk Live udarbejdet en spørgeundersøgelse, som 15.929 billetkøbere besvarede i sommeren 2023.

Resultatet er nu samlet i en rapport, der giver flere interessante indsigter i hvem, der køber billetter til koncerter, festivaler og andre liveevents, hvilke typer arrangementer publikum prioriterer, og i
hvor høj grad den økonomiske situation i samfundet påvirkede publikums billetkøb.

”Undersøgelsen er interessant for alle, der arrangerer koncerter, festivaler og andre events. Det er altid velkomment med et nuanceret blik på publikums vaner, og undersøgelsen giver med de
mange besvarelser ny, bred viden, som kan hjælpe arrangørerne med at ramme potentielle billetkøbere bedre. I Dansk Live er vi glade for Ticketmasters arbejde med undersøgelsen, og vi er gået i gang med at planlægge en opsamlende publikumsundersøgelse”, siger Esben Marcher, direktør i Dansk Live.

Fremhævede resultater:

  • 58 % af billetkøberne er kvinder, 41 % mænd
  • 55 % af billetkøberne køber koncertbillet, lige når billetsalget starter, og 24 % gør det et par
    måneder før koncerten
  • Over halvdelen af billetkøberne går til 1-3 koncerter på et år
  • 55 % køber deres festivalbillet mindst et halvt år før festivalen, mens 21 % køber i samme
    uge som festivalen afholdes
  • 64 % svarer, at den økonomiske situation (medio 2023) ikke påvirker eller i mindre grad
    påvirker deres forbrug af liveevents
  • Facebook og Instagram er de største sociale medier til at opdage nye koncerter og liveevents

Om undersøgelsens resultater siger Esben Marcher, direktør i Dansk Live:

“De enkelte arrangørers virkelighed er selvfølgelig vidt forskellige, ligesom deres publikum er det. Alligevel er det interessant at se de samlede resultater. Det overrasker mig fx, at så mange køber
billet, når billetterne bliver tilgængelige. Det nuancerer en tendens, mange i musiklivet har mærket, nemlig at publikum i tiden efter corona overordnet set har købt deres billetter meget senere end før corona”.

Undersøgelsen ”Brugerundersøgelse: Live-vaner 2023” kan læses her

Spørgsmål til undersøgelsen kan rettes til Mathias Nielsen, marketing manager hos Ticketmaster, på mathias.nielsen@ticketmaster.dk eller tlf. 24 61 43 83.