Ny undersøgelse: Det danske publikum forventer at gå mere til koncert i 2023 end året før

5. juli 2023
Ny undersøgelse: Det danske publikum forventer at gå mere til koncert i 2023 end året før

Foto: Richo Lundhald

En ny undersøgelse foretaget af Billetlugen i samarbejde med Dansk Live viser, at billetkøberne forventer at gå mere til koncert og på festival i 2023 end i 2022, men den økonomiske situation skaber stadig udfordringer for kulturforbruget, viser undersøgelsen.

De seneste år med COVID-19, krig i Ukraine og økonomisk krise har påvirket og formentlig afholdt koncertgængere fra at forbruge livemusik i samme omfang som tidligere. I en ny undersøgelse foretaget af Billetlugen i samarbejde med Dansk Live, der tager temperaturen på kultur- og koncertgængeres kulturelle forbrug, ser man dog tegn på fremskridt, og at publikum forventer at gå mere til koncert i 2023 end året før. Undersøgelsen er foretaget blandt Billetlugens brugere, og den er derfor ikke repræsentativ for hele den danske befolkning.

Vi forventer at gå mere til koncerter i 2023 end året før

Blandt de adspurgte koncertgængere siger 42%, at de ønsker at tage mere til koncert i 2023 end i 2022. For festivalgængere er det 20%. Kun 7% af de adspurgte festivalgængere siger, at de forventer at tage færre gange på festival i 2023, mens kun 4% af koncertgængerne forventer at gå mindre til koncert. Desuden angiver 41% af de adspurgte på tværs af arrangementstype herunder festivaler, koncerter, teater mv., at det især er de stigende priser grundet inflation og energikrise, der holder dem hjemme. 

Stort engagement blandt koncertgæster

Udover en generel forventning om et større kulturforbrug i 2023, er en anden publikumstendens tydelig i undersøgelsen, og her stikker især koncertgæsterne på landets spillesteder ud blandt de adspurgte kulturforbrugere. 25% svarer, at de har været til koncert over seks gange i 2022, og 35% svarer, at de har været til koncert 3-5 gange, hvilket er højere end hyppigheden af besøg på andre kulturinstitutioner såsom museer, teatre eller foredrag og messer. Endvidere viser undersøgelsen, at koncertgæsterne især vægter god lyd og godt udsyn, når de er til koncert eller på festival, og at udbuddet af artister, koncertgæsterne ikke kender, er mindre vigtigt for de adspurgte. 

Sociale medier og nyhedsbreve har fortsat stor betydning

Det er fortsat på spillestedernes og festivalernes egne kommunikationskanaler publikum primært finder inspiration til, hvilke koncerter de gerne vil købe billet til. 46% af de adspurgte koncert- og festivalgæster svarer, at arrangørens sociale medier, nyhedsbreve mv. har stor betydning for deres køb af billet. Desuden svarer 21% af de adspurgte på tværs af arrangementstype, at de finder inspiration til nye arrangementer på arrangørens sociale medier, hvor kun 13% finder inspiration på artistens sociale medier. Også anbefalinger fra venner har stor indflydelse på inspirationen til kulturtilbud, hvor 20% svarer, at de får inspiration fra vennerne. 

Om undersøgelsen siger Esben Marcher, direktør i Dansk Live:

Det tegner godt for musiklivet, at publikum forventer at gå endnu mere til koncerter og på festival i år. Det er tiltrængt i en tid med efterslæb fra corona. I starten af året så vi at den økonomiske situation med krig og inflation påvirkede billetsalget flere steder. Derfor er det godt nyt, at publikum faktisk viser stort engagement, og at de holder sig orienterede og bliver inspirerede om, hvad der sker af spændende nyt hos kulturarrangørerne”, siger han. 

Læs hele rapporten her.