Myndighederne sænker forsamlingsloft for stående koncerter til 50
8. december 2021
Foto: Klaverfabrikken
Forsamlingsloftet for stående koncerter sænkes til 50 personer. Det meddeler statsminister, Mette Frederiksen, på et pressemøde her til aften.
På Statsministeriets pressemøde her til aften præsenterede statsminister, Mette Frederiksen, en række restriktioner, der indføres grundet det stigende smittetryk blandt andet med coronavarianten, Omikron. De nye restriktioner indbefatter blandt andet en sænkelse af forsamlingsloftet for stående koncerter til 50 personer.
Akut behov for kompensation
De nye restriktioner og ikke mindst forsamlingsloftet på 50 personer vil få store konsekvenser for hele livebranchen, selvom arrangørerne har prøvet det før, siger Esben Marcher, sekretariatschef i Dansk Live:
“Det er brandærgerligt, at vi står her igen. Publikum var endelig vendt tilbage, og arrangørerne havde så småt fået gang i hjulene efter en skrækkelig tid. Nu står langt de fleste arrangører overfor at skulle flytte eller helt aflyse koncerter, og det kommer til at medføre store tab”, siger han og peger på et akut behov for en kompensationsordning til arrangørerne:
“Arrangørerne har været igennem det her før, men der er behov for hurtig kompensation for det tab, arrangørerne har, når de aflyser eller udskyder koncerter. De skal have hjælp nu. Også artister og leverandører bliver ramt her, så det er vigtigt, at man også udarbejder en mulighed for at hjælpe dem også”, understreger Esben Marcher.
Frygter overreaktion
De nye restriktioner kommer midt i julesæsonen, som er en af de vigtigste for livearrangørerne med mange velbesøgte koncerter. Derfor ærgrer det Esben Marcher, at restriktionerne falder netop nu:
“Arrangørerne har normalt ekstra travlt i julemåneden, og det er især her de har haft mulighed for at udbedre nogle af de store økonomiske skader fra de sidste mange måneders corona-nedlukning. Derfor er det bare ekstra ærgerligt, at vi igen står i den her ulykkelige situation”, siger han.
Samtidig udtrykker Esben Marcher også en bekymring for, om restriktionerne, der igen rammer livearrangørerne hårdt, er udtryk for en overreaktion fra myndighedernes side. Her er det især sammenhængen mellem smittespredning og adfærd, som er kommet til udtryk ved julefrokoster, hvor der har været høje smittetal sammenlignet med koncerter:
“Vi hører om julefrokoster med mindre end 200 gæster, hvor knap 70 personer er blevet smittet, og koncerter med næsten 2000 personer samlet, hvor kun 10 personer er konstateret smittet. Det får mig virkelig til at håbe på, at man ikke overreagerer med de her nye restriktioner på koncertområdet”, siger han.
De nye restriktioner træder i kraft fredag den 10. december kl. 16.00.