Midtfyns Festival: Da 70’er-ånden blev fundamentet for en moderne social succeshistorie
14. april 2026
Sune Vesterlund, initiativtager og festivalleder, Midtfyns Festival
Midtfyns Festival drives i dag uden en eneste lønnet medarbejder. I stedet er motoren 100% frivillighed og et samarbejde med kommunens mest sårbare unge, der bruger festivalen som en social træningsbane. Resultatet er en festival, der er tro mod sine rødder, og som beviser, at livebranchen kan løfte en afgørende social opgave.
Da Midtfyns Festival lukkede i 2004, markerede det slutningen på et kapitel i dansk musikhistorie. Men for Sune Vesterlund Larsen, der er opvokset i Ryslinge med festivalen i blodet, var historien ikke slut. Han var med til den allerførste festival i barnevogn, og hans forældre var en del af kredsen omkring stifteren, Peter Færgemann.
I 2017 satte han sig for at genstarte den dengang konkursramte festival, men pejlemærket var ikke at være en kommerciel festival. Det var derimod den oprindelige ånd fra festivalens grundlæggelse i 1976.
“Vi tænkte på, hvordan festivalen startede dengang. Det var med en kærlighed til folkemusikken, til fællesskabet, til mangfoldigheden, til frivilligheden og foreningslivet. Det var det, vi tog udgangspunkt i”, fortæller Sune Vesterlund Larsen om begyndelsen på “den nye” Midtfyns Festival.

Midtfyns Festival
100% frivillighed som DNA
Midtfyns Festival er i dag 100% frivilligt drevet. Det skaber en særlig form for medejerskab, hvor alle føler sig som vigtige tandhjul i maskineriet. Det involverer også dem, der normalt har svært ved at finde fodfæste i samfundets fællesskaber.
Et af de meget værdifulde samarbejder er med elever fra FGU (Forberedende Grunduddannelse) og STU (Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse). For Sune og resten af arrangørgruppen fungerer festivalen som en “træningsbane” for unge, der har slået sig på det traditionelle skolesystem eller har haft en svær opvækst.

Midtfyns Festival
Hvor FGU-eleverne er en del af arbejdet med at opbygge festivalens visuelle identitet ved at male og konstruere centrale elementer på pladsen, tager STU-eleverne ansvar for madlavning og servering til den store fællesspisning torsdag før festivalen. For Sune handler det om at give de unge succesoplevelser, de kan være stolte af og tage med sig videre. Han husker særligt en episode, hvor en ung mand viste sit arbejde frem for sin mor:
“De bliver jo taget seriøst i deres arbejde, og det føler de en stolthed over. Det er noget af det, vi gerne vil opnå. Prøv at se den unge mand, der måske ikke har fungeret i skolen eller klassen og ikke har haft mange succeser, som lige pludselig står nede på en plads mellem 5.000 mennesker og har været med til at skabe det her,” forklarer han.
Den tilgang bærer frugt; Sune oplever nu, at tidligere elever vender tilbage som almindelige frivillige, fordi de har fundet et fællesskab, de ikke vil give slip på.

Midtfyns Festival
“Ung i Midten”: En dag i øjenhøjde med de unge
Inklusionstanken kulminerer torsdagen før festivalen med arrangementet “Ung i Midten”. Her samles over mere end 850 unge fra kommunens forskellige uddannelser til en dag med morgensang, folkedans, 22 forskellige workshops og stande, hvor man kan møde en høre om en række forenings- og kommunale tilbud til unge. Her rykkes klasselokalet ud i kulturen, og de unge møder voksne, der tør dele ud af deres livserfaring.

Midtfyns Festival
I den forbindelse husker Sune en pige, der diskret puttede en folder i lommen fra foreningen Cesa, som arbejder med børn og unge fra familier med alkohol- eller stofmisbrug i deres familie.
“Jeg så faktisk, at hun lige luskede det dér kort ned i baglommen. Og lur mig, om det ikke er fordi, hun eller en veninde har brug for noget hjælp. Det minder os om, at vi skal turde være de voksne, der træder tættere på. Vi har glemt, hvad de ældre generationer kan lære de unge. Man skal ikke få svarene på de sociale medier. Nogle gange er det fint at høre det fra et menneske, der siger: ‘Prøv at høre, jeg har også fejlet. Jeg har også haft modstand, men jeg står her stadigvæk.’ Det er det, vi vil lære de unge på mikroplan: At livet gør ondt en gang imellem, men vi kommer igennem det, hvis vi har et godt netværk.”

Midtfyns Festival
En social opgave for hele kommunen
For Sune, der i mange år har arbejdet som efterskolelærer, er der ingen tvivl om, at festivalens fokus på unge skaber værdi, som strækker sig langt ud over de tre dage, der spilles musik. Det handler om at modvirke det præstationspres, som vi som samfund har været med til at skabe:
“Arbejdet med unges trivsel ligger mig meget på sinde. De unge mennesker er vores fremtid, og der er for mange, der får det værre. Det har jeg set i mine år som folke- og efterskolelærer. Vi som samfund er desværre med til at skabe et pres for de unge, og derfor bliver vi også nødt til at påtage os det ansvar at være med til at løse det – eller i hvert fald prøve at hjælpe dem godt på vej,” siger Sune.

Midtfyns Festival
Midtfyns Festival løfter i dag en markant social opgave, hvor der skabes netværk på tværs af generationer og sociale lag. Fra den lokale tømrer, der hjælper til efter fyraften, til den nye tilflytter, som bliver inviteret ind over en kop kaffe. Det sociale arbejde er blevet festivalens uundværlige DNA, og som Sune sammenfatter det: “Vi løfter altså noget af en social opgave i kommunen, og resultatet er ret tydeligt: Vi kan ikke undvære hinanden.”

Midtfyns Festival
Sunes råd til andre arrangører:
- Vær nysgerrig: Inviter folk ind, også dem der ikke ligner jeres typiske frivillige.
- Meld ud og lyt: Giv de unge en stemme og lad dem præge projektet.
- Hold fast i jeres DNA: Vær tro mod de værdier, der skabte festivalen fra starten.
Vil du vide mere om arbejdet med inklusion, kan du bruge Dansk Lives inklusionsmodel, som du finder på Dansk Lives Arrangørwiki eller her.

Læs også
-
Dansk Live Ung inviterer unge frivillige til seminar på Tobakken
Send jeres frivillige med, når Dansk Live Ung samler unge fra festivaler og koncertsteder i hele landet til en dag med inspiration, faglighed og netværk.
Læs nyheden
-
Midtfyns Festival: Da 70’er-ånden blev fundamentet for en moderne social succeshistorie
Midtfyns Festival drives i dag uden en eneste lønnet medarbejder. I stedet er motoren 100% frivillighed og et samarbejde med kommunens mest sårbare unge, der bruger festivalen som en social træningsbane. Resultatet er en festival, der er tro mod sine rødder, og som beviser, at livebranchen kan løfte en afgørende social opgave.
Læs nyheden
-
Dansk Live Ung er skudt i gang: Over 100 unge frivillige forenes på tværs af landet
Startskuddet er lydt for Dansk Live Ung. Med over 100 forventningsfulde unge fra 21 forskellige koncertsteder skal forløbet, der løber over de næste syv måneder, styrke fremtidens kræfter i den danske livesektor gennem netværk, faglig viden og fællesskab.
Læs nyheden
-
Ny rapport: Fælles vilje til at skabe forandring
Musiklivets Partnerskab for Bæredygtig Udvikling har netop udgivet en ny rapport om lige adgang i musiklivet. Rapporten peger blandt andet på en tendens, som man hos Dansk Live også ser blandt festivaler og koncertsteder.
Læs nyheden