Kursus: Har du styr på, hvad du skal gøre og sige, når du taler med pressen?

16. august 2023
Kursus: Har du styr på, hvad du skal gøre og sige, når du taler med pressen?

Esben Marcher, direktør i Dansk Live

I november kan du komme på kursus i at håndtere og udtale dig til pressen, når Dansk Live i samarbejde med en af Danmarks mest anerkendte kommunikationsrådgivere, Benjamin Rud Elberth, afholder kursus i at være talsperson. Vi har spurgt Esben Marcher, direktør i Dansk Live, der ofte udtaler sig til pressen, hvorfor det er essentielt at have de rigtige redskaber til rådighed, når man er i dialog med medierne. 

I november kan du få træning i at håndtere medierne, når Dansk Live i samarbejde med en af Danmarks mest efterspurgte kommunikationsrådgivere, Benjamin Rud Elberth, afholder kursus i kunsten at udtale sig til pressen. Kurset, Op på Ølkassen – Talsperson i krigstid, kampagnetid og champagnetid, finder sted over seks kursusgange – tre i Aarhus og tre i København. Til at fortælle os, hvorfor det er en god idé at få styr på kunsten at udtale sig til pressen, har vi talt med Esben Marcher, direktør i Dansk Live. Esben har tidligere fået medietræning og ved om nogen, hvorfor det er vigtigt at få styr på sin måde at håndtere og udtale sig til medierne. 

Vi har i samarbejde med Benjamin Elberth sat en ny og forbedret udgave af Op på Ølkassen-kurset op. Dels var der stor efterspørgsel på pladserne på kurset sidst, men der er også en anden grund til, at vi gentager succesen. Vil du starte med at sætte nogle ord på det?

Mange arrangører er i stigende grad i søgelyset hos medierne. Vi oplever stor interesse, og det er vigtigt, at man ved, hvordan man gebærder sig i pressen.  Arrangørerne bliver mere og mere professionelle, og derfor skal måden vi håndterer medier og vores optræden i medierne også være det. Og her kan jeg ikke komme i tanke om nogen bedre end Benjamin Elberth, til at hjælpe medlemmerne med det. 

Du har selv tidligere fået medietræning. Hvilken forskel gjorde det for dig, at du fik redskaber til at udtale dig i pressen?

Jeg fik for det første styr på alt fra, hvordan jeg placerer mine hænder under interviewet, kropssprog osv. til hvordan jeg får mit budskab bedst igennem. For det andet fik jeg nok også øjnene op for, at det virkelig er en disciplin, og at det er et sted hvor man skal være bevidst om sin rolle. At være bevidst om hvordan man bedst agerer og have det med i sin forberedelse har også givet mig en ro der gør, at jeg kan fokusere på det jeg har forberedt at sige i interviewsituationerne. 

Hvorfor vil du anbefale kommunikations- og talspersoner i medlemskredsen at deltage i kurset med Benjamin Elberth?

I min optik burde alle, der arbejder med pressen og udtaler sig til medierne, deltage i sådan et kursus, uanset om det er dette eller et andet. Også dem der arbejder i en funktion, hvor de understøtter en anden der udtaler sig. 

Desuden bliver der på kurset også arbejdet med, hvordan man laver en krisekommunikationsplan. Det kan måske virke overflødigt, men for mig er det som en forsikring. Krisen kan altid ramme og handle om noget man aldrig ville have forudset, og hvis man ikke er forberedt, er det svært pludselig at skulle håndtere en krise i medierne og tale med pressen. Benjamin hjælper dig med redskaber til at forberede og fortælle den gode historie, men også med at svare på de svære spørgsmål fra pressen i krisetid.

Kurset finder sted i henholdsvis København og Aarhus de følgende dage:

Valby

Adresse: Trekronergade 149, 2500 Valby

  • 1. kursusgang: 2. november 2023 kl. 09.00-15.00 
  • 2. kursusgang: 16. november 2023 kl. 09.00-15.00
  • 3. kursusgang: 30. november 2023 kl. 09.00-15.00

Aarhus

Adresse: Mariane Thomsens Gade 1C, 8. sal, 8000 Aarhus C

  • 1. kursusgang: 3. november 2023 kl. 09.00-15.00
  • 2. kursusgang: 17. november 2023 kl. 09.00-15.00
  • 3. kursusgang: 1. december 2023 kl. 09.00-15.00

Læs mere og tilmeld dig kurset her. 

Sidste frist for tilmelding er torsdag den 19. oktober. 

Se også Dansk Lives andre arrangementer her.