Interview: ’No-deal’-Brexit kan ramme vækstlagets turnerende artister
30. september 2019
Det kan blive en dårlig forretning at turnere i Europa for britiske vækstlagsnavne, hvis en ’no-deal’ Brexit bliver en realitet. Det kan i sidste ende få betydning for danske koncertarrangører.
Står det til den britiske premierminister, Boris Johnson, forlader Storbritannien EU den 31. oktober – med eller uden aftale. Det kan gøre livet surt for nye britiske artister, der gerne vil turnere i Europa. Noget, der i sidste ende formentlig vil kunne mærkes hos de danske koncertarrangører, der gerne vil booke britisk talent. Det mener i hvert fald James Sandom fra Red Light Management, der som manager repræsenterer navne som Kelis, Interpol og Franz Ferdinand samt en række artister fra det britiske vækstlag.
“Det, der er ved at ske nu, er et kæmpe skridt baglæns. Det er ikke godt nyt for britiske artister, men det er heller ikke godt nyt for den internationale livebranche, der er aftagere af britisk talent”
– James Sandom, Red Light Management
”En af de ting, der er sket i løbet af de seneste 20 år er, at vi alle har arbejdet hårdt. Uanset om man er manager, agent eller booker, så er der sket en gradvis optimering af systemerne, der gør det lettere at turnere. Det, der er ved at ske nu, er et kæmpe skridt baglæns. Det er ikke godt nyt for britiske artister, men det er heller ikke godt nyt for den internationale livebranche, der er aftagere af britisk talent”, siger James Sandom.
Svært at nå break-even
Blandt de mulige scenarier tyder det på, at det kan blive dyrere for britiske artister at turnere. For artister, der har slået igennem, vil det formentlig ikke have den store betydning økonomisk, men for kunstnere fra det britiske vækstlag, kan eventuelle udgifter til visum, told på for eksempel merchandise og andre afgifter gøre det svært bare at nå break-even for en samlet tour. Dertil vil de logistiske processer også gøre en europæisk tour langt mere omstændelig end hidtil:
”Jeg tror det er uundgåeligt, at disse processer bliver mere komplekse, og det er frustrerende.”
”Vi kender jo endnu ikke detaljerne, men jeg tror det er uundgåeligt, at disse processer bliver mere komplekse, og det er frustrerende. Pludselig er udgifterne steget, og de logistiske processer kræver ekstra tid. Det kommer ikke til at hjælpe udviklingen af britisk talent internationalt”, siger James.I Storbritannien arbejder musikorganisationen, The Musicians Union, for at sikre, at britiske musikeres tour-aktiviteter forbliver så enkle og administrativt lette som muligt. Organisationen har blandt andet indsamlet over 40.000 underskrifter for bevægelsesfrihed og et standardiseret tour-visum til musikere. En sådan ordning med et standardiseret tour-visum til musikere eller noget lignende, vil James Sandom gerne se blive en realitet efter et eventuelt Brexit.
”I det mindste ville der være en standard og en proces i branchen, hvor man kan sikre sig visa og vide, hvor man står. Noget der ligner tour processen i USA – og ja, det er ret administrationstungt at skulle gå igennem visa-processen, men når du først har dit visum, og papirarbejdet er klaret, så kan du turnere nogenlunde frit indenfor en bestemt periode”, forklarer han.
Livebranchen kan vente længe på tour-praksis
Hvor længe de turnerende musikere skal vente på en sådan eller lignende løsning, er dog ligesom meget andet i Brexit-forhandlingerne usikkert, og spørger man James Sandom, kan underholdningsbranchen godt vente længe på klarhed over den kommende praksis for tournévirksomhed i Europa. Der er mange områder, hvor der skal laves nye aftaler, og det er tvivlsomt, at underholdningsbranchen kommer først i køen:
“Der er så mange områder, der skal afklares, og hvordan vil live-musikken blive prioriteret? Mit svar er forholdsvist lavt. Det er selvfølgelig en bekymring for branchen.”
”Uanset om der er tale om en dansk eller international koncertarrangør, er jeg bekymret for, hvor i fødekæden disse ting bliver afgjort, og hvilken plads live-musiksektoren har i alt det her. Der er så mange områder, der skal afklares, og hvordan vil live-musikken blive prioriteret? Mit svar er forholdsvist lavt. Det er selvfølgelig en bekymring for branchen”, siger han.
Toldstyrelsen tør ikke spå om fremtiden
Hvilken betydning Brexit præcist får for danske koncertarrangører er umuligt at vide, før forhandlingerne er endeligt afsluttet. Hos Toldstyrelsen tør man ikke spå om de mulige konsekvenser for danske koncertarrangører, men Styrelsen kan dog sige med sikkerhed, at uanset om Brexit bliver med eller uden aftale, vil Storbritanniensom ikke-EU land, blive betragtet som et tredjeland. Hvis Brexit sker uden en aftale, vil der formentlig skulle betales rigeligt med told og moms, og ved salg af merchandise, vil artisten i princippet blive registreringspligtig i Danmark. Hvis Brexit sker med aftale, kan Storbritannien betragtes som Norge, hvor der kan laves en samhandelsaftale med toldordninger og bevillinger.
Uanset, hvordan udfaldet af de kommende forhandlinger bliver, vil det under alle omstændigheder blive sværere for britiske artister at turnere og drive virksomhed i Danmark. Om det er noget, der kommer til at få vækstlagets britiske artister til at tøve med at booke en europæisk turné, eller hvem der betaler for de ekstra udgifter, der måtte komme, vil kun tiden vise.