Interview: ”Musikken er den røde tråd, der binder det hele sammen”

28. maj 2019

Daglig leder af Klaverfabrikken, Jens Jepsen.

Folketingsvalget er over os, og det er vigtigt at minde de lokale folketingskandidater om det vigtige arbejde, koncertarrangører landet over gør for deres lokalsamfund. Læs om spillestederne og deres arbejde i tredje del af denne medlemsserie, hvor vi her taler med daglig leder på Klaverfabrikken i Hillerød, Jens Jepsen, om aktivt medborgerskab, samarbejdet med kommunen og om at bruge Klaverfabrikken til at uddanne børn og unge i lokalområdet.

Hvor mange er I tilknyttet Klaverfabrikken af ansatte og frivillige?

Vi har et fast personale på seks personer, der udgør 4 1/2 årsværk, og så har vi godt 300 frivillige. Dertil køber vi freelancere ind udefra. Vi har for eksempel ingen fast lydmand ansat, men det er den samme vi køber ind. Vi hyrer ham via hans firma, så han er i virkeligheden en del af vores produktionsomkostninger på lige linje med for eksempel musikere. Vi har for eksempel heller ikke en booker ansat.

Udover musik har I mange tilbud til børn og unge. For eksempel Verdens Brændpunkter, hvor I forener kultur, samfundsdebat og undervisning. Hvordan blev børn og unge et særligt fokusområde hos jer?

Nu er Klaverfabrikken 25 år, og tilbud til børn og unge har altid været en del af husets selvforståelse af, hvorfor vi er sat i verden. Hele vores formål er båret meget på frivillighed og kulturel medskabelse i alle aldre og på at gøre noget for børn og unge. Det bliver mere og mere aktuelt, at sådan som det er nu, hvor skoler og ungdomsuddannelser bliver mere og mere pressede på lige præcis den del, jo mere aktuelt er det, at andre sørger for, at det er i spil i lokalsamfundet. Vi arbejder multikulturelt i og med, at vi også arbejder med musik, teater, billedkunst, renæssancedans og systue og så videre, og der er det en oplagt målgruppe at have. Flyver man op i helikopteren og kigger på det, så er det her jo også med til at kulturdanne de kommende generationer. Lige i forhold til Verdens Brændpunkter forsøger vi at tale ind i et skoleregi, men på en måde, hvor kunst og kultur får en rolle på andre fagområder. På den måde er Verdens Brændpunkter ikke et projekt til musikklasser, men et projekt til dansk, historie og samfundsfagshold. Vi prøver hele tiden på at få kulturdelen til at spille ind på andre fagområder.

Tidligere i år løftede I sløret for jeres gadefestival, der involverer 125 artister og 100 shows på tre dage i Hillerøds gader. Hvad er vigtigst for jer, for at kunne lave et arrangement som det?

Ja, der kæder vi jo også musikken sammen med gadegøgl og artister og tryllekunstnere. Sådan et arrangement kan kun blive til noget, fordi der er nogen af de optrædende kunstnere, der er medarrangører. I styregruppen sidder for eksempel flere af kunstnerne selv, og det er dem, der har netværket ud til flere kunstnere. Derudover handler det også om at skabe et attraktivt miljø. Både i forhold til, hvad der kan lade sig gøre, men også i forhold til de sociale rammer i huset – hvordan vi omgås hinanden. Det gælder både kunstnerne og dem, der er frivillige i huset. De to er meget afhængige af hinanden her. Når der er så mange frivillige og så mange arrangementer, så giver det næsten sig selv, at det match, det skal spille. Og det gør det ved, at man har lyst til at engagere sig i det her hus.

Hvor stor en rolle har kommunen i forbindelse med gadefestivalen?

Vi har et skidegodt samarbejde med kommunen. Nu har vi som sagt eksisteret i 25 år, og så bliver det nemmere at få lov til ting – for eksempel at hænge en artist op i loftet. Man bygger jo en troværdighed op over årene, og det er der man kan mærke, at frivillighed og professionalisme hænger skidegodt sammen. Vi kan jo kun få lov at lave mere og mere, hvis det vi laver bliver udført på et højt professionelt niveau. Men det er klart, at i kommunal sammenhæng får man ikke lov til at hænge nogen op i loftet, medmindre man har styr på det. Vi har lige lavet en samarbejdsaftale, som vi er meget glade for, som fokuserer meget mere på ”hvordan” end ”hvad”. Altså hvordan vi laver tingene fremfor den enkelte aktivitet. Det har medført, hvis man har valgkasketten på, at vi har lavet en inspirationsrapport til politikerne, der handler om, hvorfor de skal blive ved med at poste penge i kulturen med det kultursyn vi har, som netop handler om aktivt medborgerskab og fællesskaber på tværs af generationer.

Hvad er jeres største udfordring?

Vores største udfordring er at bevare et aktivitetsniveau, hvor ressourcerne rækker. Hvis vi gerne ville lave ti projekter mere om året, så kan vi ikke bare hive flere ressourcer ind til at håndtere det administrative eller lave produktion. Vi forsøger hele tiden at balancere; dels om de aktiviteter vi laver stadig giver mening, men også, når man er i et hus, hvor der er meget medejerskab, at opmuntre de gode idéer. Der skal man nogen gange være opmærksom på, hvor meget vi kan rumme. Det er ikke idéerne, der mangler. Det er mere det med at sikre, at økonomi og husets drift følger med. Ganske enkelt, at vores ressourcer kan følge med.

Hvor ser du Klaverfabrikken om ti år?

Det er jo et dejligt godt spørgsmål. Det er jo meget moderne at have store fremtidsplaner. Jeg håber bare, at Klaverfabrikken bliver ved med at være et sted, hvor man kan komme og være aktiv som frivillig og være skabende. Jeg synes der i øjeblikket er en tendens til, at der dels er flere og flere kommunalt ejede skråstreg styrede kulturhuse, hvor frivillighed er noget med at komme og løse nogle prædefinerede opgaver fra A til Z. Jeg kan mærke, at det er interessant for folk at høre om, hvordan fa’en det kan lade sig gøre at drive spillested, hvor der ikke er ansat en booker, eller hvordan kan man have 300+ frivillige. Det kan lade sig gøre, fordi de frivillige er de skabende, og fordi der bliver ved med at være mennesker, der har lyst til at finde på og løbe forrest og tage ansvar. Det er det, der er omdrejningspunktet for hele vores eksistens. Om ti år vil jeg gerne holde fast i den del. Jeg kan ikke sætte ord på, hvad vi laver om ti år, for det ville ikke passe med husets måde at udvikle sig på. Hvis man går ti år tilbage og havde spået om, hvordan huset ser ud nu, var man blevet kaldt en jubelidiot: ”Få lige styr på ambitionerne, ikke?”