Interview: Musik på tryk

27. juni 2019
Interview: Musik på tryk

Mange politikere efterlyser, at kulturaktører bliver bedre til at fortælle om deres arbejde, og mange koncertarrangører arbejder allerede med publikationer som aviser og magasiner. Vi har kigget nærmere på et par af dem.

En stor del af en koncertarrangørs identitet ligger i musikprogrammet, men også de aktiviteter, værdier og mennesker, der omgiver koncertarrangørerne er med til at definere omverdenens opfattelse spillestedet eller festivalen. Her er kommunikation et vigtigt værktøj til at fortælle de historier, som publikum ikke har mulighed for at høre andre steder. Målet kan både være at skabe værdi hos sit publikum, men også for at styrke relationen til beslutningstagerne.

Ofte siger politikere og kulturaktører, at kulturlivet bør være bedre til at fortælle historierne fra livet på spillesteder og festivaler, men mange koncertarrangører har allerede integreret et ekstra ben i deres kommunikationsstrategi; et medie med redaktionelt indhold, der netop skal løfte lidt af sløret for livet som liveaktør.

En god investering

Blandt koncertarrangørerne der arbejder med løbende publikationer er Kulturværftet og Toldkammeret i Helsingør, der en gang årligt udgiver årsskriftet, Kulturkompas. Årsskriftet præsenterer fakta, tal og statistikker, men rummer også reportager og interviews. Selvom kulturhusets program er det centrale, er der mange gode grunde til at lægge tid, budget og arbejde i den årlige udgivelse, mener kommunikationsansvarlig på Kulturkompas, Anne Borg:

”Det er vigtigt for os at formidle de mange historier, der er en del af det at drive og være et kommunalt kulturhus, men som er knap så synligt i hverdagen, hvis man som gæst for eksempel kommer for at høre en koncert eller et foredrag. Vi vil gerne give et indblik i de længere linjer, de strategiske overvejelser, den rent faktuelle side af vores huse af fx hvor mange der bruger vores tilbud ”, siger hun. Her peger Anne på flere eksempler:

”Hvor programkalenderen formidler den rent kommercielle koncert-event, giver KulturKompas-artiklen et indblik i det programstrategiske arbejde op til eventet, et kig ind i teknikernes teamwork og overvejelser om lys og lyd, et indblik i de frivilliges historier om hvorfor de vælger at hjælpe til og bruge deres fritid på at være en del at frivilligkorpset.”

Kulturkompas

Kulturkompas

 

Fra Kulturkompas

Også i Randers har man prioriteret en redaktionel publikation. Her udgiver spillestedet, Turbinen, der er en del af Kulturhuset Værket, magasinet, Turbinen, som indstik i Værkets magasin, DET SKER. Magasinet udkommer to gange årligt, og rummer blandt andet quizzer og interviews med koncertaktuelle kunstnere, der både underholder og tilbyder nyttig viden. Hos Turbinen er der heller ingen tvivl om, at udgivelsen af deres magasin, er en vigtig del af kommunikationen:

”Det er en fantastisk måde at give det fulde overblik over, hvad der sker på Turbinen. Vi bruger det i høj grad også til at lave fortællingen om et koncept – som for eksempel Live i Loungen [koncept for intimkoncerter i Turbinen.red]. Her kan vi samle det hele over nogle sider, der både giver et indtryk af Loungen, hvilke artister, der spiller i løbet af efteråret, at det er hver onsdag, billigt, skæve genrer og gode cocktails. På den måde kan magasinet blive et Turbinen-univers, der sætter stemningen og præger gæsters forventninger eller vækker deres interesse”, forklarer Udviklingschef Hos Turbinen, Sophie Dürrfeld.

Turbinen

Læseren i fokus

Hos Roskilde Festival udkommer avisen, Orange Press syv gange under festivalen og en enkelt gang i løbet af foråret, og er blandt andet tænkt som et bidrag til det sociale liv på festivalpladsen:

”Vi ved fra undersøgelser af vores medier at avisen bruges meget aktivt i lejrene, hvor artikler og anmel­­delser bruges til både at skabe samtaler og inspirere til oplevelser. At avisen kommer på papir betyder, at man kan samles om den på en helt anden måde end hvis man får nyheder på sin telefon”, siger Mads Mikkelsen, der er kommunikations- og marketingchef på Roskilde Festival.

Orange Press

Og netop måden avisens læsere bruger avisen på spiller en central rolle i redaktionens arbejde, der forsøger at formidle humoristisk indhold såvel som det informative og seriøse. Mads Mikkelsen forklarer:

”Roskilde Festival er en almennyttig begivenhed. Men vi prøver ikke at forcere den fortælling, for så ender vi med en kedelig avis uden læsere. Derfor er det redaktionelle fokus i høj grad på at lave den bedste festivalavis vi kan forestille os ud fra et deltagerperspektiv. Det betyder at vi både skriver om de spændende events og mennesker, der er på festivalen, som mange af læserne måske ikke selv opsøger i kombination med det stof vores læsere går op i. Vi skal guide og inspirere dem til alt det, de kan opleve. Og vi skal tage de problemer op, de møder og få festivalens svar. Man kan vel sige at det er den store variation i indhold og budskaber der skaber rum for, at vi også kan udkomme med nogle historier der ikke skrives af andre uden at vi taber vores læsere”.

Også hos Turbinen bliver magasinet brugt som en måde at tilbyde noget ekstra til publikum, hvor de kan lære musikerne, der spiller på stedet, bedre at kende. Ikke blot lokalt i Randers og omegn, men i hele landet. Her udgiver spillestedet også podcasten, Artist Talk, der tager udgangspunkt i et live interview foran et publikum på Turbinen i Randers, og som efterfølgende bliver udgivet som podcast:

”Vi har så mange spændende musikere gennem huset hele tiden med masser af sjove og interessante historier – det virkede næsten oplagt at få dem fortalt. Vi håber på at kunne skabe noget merværdi for musikelskere. Både dem som kender og bruger Turbinen, men også for alle dem, der ikke gør. Podcasts bevæger sig jo ikke inden for geografiske rammer, men strækker sig tværtimod ud til interesserede i hele landet – så nu kan vi give noget til Hjalmers fans over hele landet og ikke kun de lokale fans, som vi i højere grad er i kontakt med, når der er tale om en turnerende artist”, siger Sophie Dürrfeld.

Løftestang for en musikgenre

En anden konstellation finder man hos det københavnske spillested, ALICE. Nørrebro-spillestedet er medudgiver på magasinet, The Looking-Glass, sammen med Foreningen Gennem Spejlet, og ifølge PR- og kommunikationsmedarbejder hos ALICE, Asta Louise Bjerre, skal The Looking-Glass betragtes som et selvstændigt magasin, og ikke som et reklamekatalog for spillestedet. Magasinet er på sin første udgivelse finansieret af ALICE, men har et mål om på sigt at kunne stå på egne ben som formidler af en genre, der ellers ikke får så meget spalteplads i medierne:”Vi synes der mangler en plads og en platform på dansk for den eksperimenterende og globalt orienterede musik i dagens trykte musikpresse. Med The Looking-Glass kan vi åbne for et udvidet univers, hvor man kan gå på opdagelse i musikken og opdage ting, som man ellers ikke ser i den bredere kulturpresse. At vi med stor nysgerrighed kan skrive om, undersøge og spørge til musik, der ikke er en del af mainstreamen – det, vi kalder ”anden musik”. Der er sindssygt meget spændende musik på blomstrende scener derude. Det er musik som fortjener at blive udforsket og lyttet til”, siger Asta Louise Bjerre. Hun er heller ikke i tvivl om, at The Looking-Glass er en værdifuld tilføjelse for ALICE, hvor det på mange måder i sidste ende er musikprogrammet, der fortsat er det centrale: ”Magasinet vækker forhåbentlig folks nysgerrighed på ALICEs program, som netop præsenterer en del af den musik som magasinet kredser om”.

The Looking Glass

FAKTA

Kulturkompas (Kulturværftet og Toldkammeret i Helsingør)

Oplag: 3.500
Udkommer en gang årligt i begyndelsen af året
Tilgængeligt i fysisk format i Kulturværftet og Toldkammeret
Tilgængeligt i digitalt format suppleret af en podcast på https://kuto.dk

Turbinen (Turbinen i Randers)

Oplag: 77.000
Udkommer to gange med året, som indstik i Værkets magasin, DET SKER
Tilgængeligt i fysisk format på Turbinen og hos Værket samt en række lokale caféer, skoler, biblioteker m.m.
Tilgængeligt i digitalt format suppleret af en podcast på https://turbinen.dk
Redaktion: Tre personer
Finansieres gennem aftale med Randers Kommune samt annoncering

Orange Press (Roskilde Festival)

Oplag: 15.000 i den indledende campingperiode og 20.000 de sidste fire dage (dog væsentligt højere læsertal)
Udkommer syv gange under Roskilde Festival og i 2019 en gang som forårsudgave
Uddeles i nærheden af morgenmadssteder på festivalpladsen samt i stativer centrale steder på festivalpladsen og campingområdet.
Tilgængeligt digitalt på https://issuu.com/roskilde-festival
Redaktion: 47 personer med assistance fra fotografer fra Turning Tables samt journalistelever fra Roskilde Festival Højskole – i alt 50 på holdet og omkring 20 personer hver dag.
Annoncefinansieret

The Looking-Glass (ALICE i København)

Oplag: 1.000
Udkommer to gange årligt
Tilgængeligt i fysisk format på udvalgte spillesteder, biblioteker, uddannelsesinsitutioner, barer og caféer landet rundt
Tilgængeligt digitalt i engelsk udgave på http://alicecph.com/
Redaktion: Fem personer samt en række eksterne skribenter