Interview: “Frivillighed er en meget vildere arbejdskraft end man kan købe for penge”

24. august 2022
Interview: “Frivillighed er en meget vildere arbejdskraft end man kan købe for penge”

Når Dansk Lives Efterårsseminar 2022 finder sted den 28. og 29. oktober på BASTIONEN i Nyborg, vil det blandt andet være med stort frivillighedsfokus. Til at hjælpe med at facilitere workshop i den forbindelse er Gitte Valentin, der blandt andet laver Grøn og Cirkus Summarum i Muskelsvindfonden, og som har stor erfaring med frivillighed.

Gitte Valentin er frivillighedsnørd. Gennem sit arbejde i Muskelsvindfonden, hvor hun blandt andet laver Grøn og Cirkus Summarum, og har hun tilegnet sig uvurderlig viden om frivillighed gennem årene. Den viden vil hun dele i form af en workshop om frivillighed på festivaler, hvor hun sammen med deltagerne vil diskutere og erfaringsudveksle om frivillighed. Workshoppen, der er en del af et stort frivillighedsfokus, finder sted lørdag den 29. oktober på BASTIONEN i Nyborg på Dansk Lives Efterårsseminar.

Vil du starte med at fortælle lidt om dig selv?

Jeg er en del af Muskelsvindfonden, og laver bl.a. Grøn og Cirkus Summarum. Når jeg ikke er på græs, er jeg HR-chef og strategisk leder af frivillighed. Jeg er kæmpe frivillighedsnørd og har en generel nysgerrighed ift. alt der omhandler mennesker. Særligt elsker jeg, når nye frivillige opdager hvad de faktisk er i stand til at skabe og udrette, og at være med til at skabe noget så fantastisk, som et stort event baseret udelukkende på frivillighed. Mit ”menneske-nørderi” kommer formentligt af min baggrund som psykolog.

Du kommer til at facilitere en workshop omkring frivillighed på festivaler. Hvad kommer fokus til at være der?

Forhåbentligt bliver fokus på præcis de emner og temaer, som workshop-deltagerne er med til at skabe. Det er målet. Jeg har ikke prædefineret noget. Men…. Jeg kommer til at fremlægge ALLE de fejl, vi har gjort som organisation i forbindelse med vores frivillige gennem corona og særligt i genopstarten her i 2022 (Jeg håber at alle andre kan genkende nogle af de fejl, vi har begået, så vi kan lære af de seneste år i fællesskab). Og håber så det kan inspirere til at vi får en god debat omkring, hvordan generation Z rammer os, og hvad corona har skabt og lære af hinandens fejl og hinandens geniale ideer, på kryds og tværs.

Hvis jeg formår det, vil jeg også gerne ramme nicherne, der er i festivalbranchen og skabe debatter om præcis det der giver mening for den enkelte. Det kan fx være at skabe festival med foreningsfrivillige – eller udelukkende med ”egne” frivillige. For vi gør det forskelligt, og det kan sagtens inspirere, men det er også vigtigt for mig, at den enkelte festival går derfra med input til præcis deres problemstillinger (det er drømmen).

Hvad er i dine øjne den største udfordring, når det kommer til frivillighed lige nu?

Generation Z… Sådan kort fortalt, så skal vi (efter mine oplevelser), rammesætte vores frivillighed på nye måder for at sikre et fuldt hold det kommende årti. Der er nye ønsker, nye måder at være frivillig på, og nye krav fra individerne vi møder i frivilligheden. Det kan godt lade sig gøre, men det kræver at vi er åbne overfor de muligheder og udfordringer vi står midt i.

Hvad er jeres primære værktøj, når I arbejder med frivillighed hos Grøn/Muskelsvindfonden?

Vores værdisæt. Jeg tror det er gældende for langt det meste frivillige arbejde, at det ikke er arbejdet i sig selv, der bærer lønnen. Men det er anerkendelsen, følelsen af at bidrage og være værdsat og følelsen af at skabe noget (og helt sikkert meget andet). Så hvis vi har et overordnet værdisæt som alle frivillige rammes af på nogenlunde samme måde, så ved de også hvad de kan forvente og regne med. Vi skal altså kunne stå på mål for det vi siger og leve op til de forventninger vi skaber.

Hvis du skulle dele en central viden om frivillighed – en slags bonusinfo, som du ville ønske flere vidste, hvad ville det så være?

Jeg ville ønske, at alle vidste hvor simpelt det kan være at integrere alle typer mennesker, når alle involverede er der med hjertet og ønsker at bidrage til fællesskabet.

Og så måtte alle gerne vide at frivillighed er en meget vildere arbejdskraft end man kan købe for penge. Frivillighed er ikke nemt at skabe, men vi får så meget andet igen.

Dansk Lives Efterårsseminar finder sted den 28. og 29. oktober på BASTIONEN i Nyborg. 

Læs mere og tilmeld dig her.

Dansk Lives Efterårsseminar er for medlemmer af Dansk Live. 

Dansk Lives Efterårsseminar præsenteres af Koda og Ticketmaster.