Godt at vide: Dansk Lives Efterårsseminar 2022
15. september 2022
Dansk Lives Efterårsseminar finder i år sted den 28. og 29. oktober på BASTIONEN i Nyborg. Deltager du eller overvejer du at deltage i Efterårsseminaret, får du her et overblik over det praktiske, der er godt at vide i forbindelse med seminaret.
Medlemmer af Dansk Live mødes den 28. og 29. oktober på BASTIONEN i Nyborg, hvor der i særdeleshed vil være fokus på emner som frivillighed, kommunikation og god arbejdskultur. Deltager du eller overvejer du at deltage i Dansk Lives Efterårsseminar, men mangler overblik over det praktiske, som er godt at vide i den forbindelse, får du det her.
Hvor og hvornår?
Dansk Lives Efterårsseminar finder sted den 28. og 29. oktober på BASTIONEN i Nyborg. Dørene åbner fredag kl. 14.00 og lørdag kl. 09.30.
Program
Fredag vil der efter velkomst være mulighed for at deltage i tre adskilte spor med fokus på henholdsvis abonnementsordninger til livekoncerter, medieovervågning og intelligente barsystemer. Efter en pause vil deltagerne være samlet til fælles oplæg om god arbejdskultur. Under aftenens middag vil Dansk Lives ærespris, Årets Gunnar, blive uddelt.
Lørdag lægger vi ud med drøftelse af fremtidens livebranche, når det kommer til frivillighed, motivation og publikumsdialog. Herefter tager vi for alvor hul på et af dagens store emner, frivillighed, når et ekspertpanel diskuterer aktuelle tendenser indenfor frivillighed. Efter en pause er der fælles oplæg og paneldebat om Restage, der er Dansk Lives samarbejde med Mino Danmark. Her kommer vi blandt andet til at høre fra livearrangørerne selv. Efter en frokost deles dagens program i fire separate spor; frivillighed på festivaler, frivillighed hos helårsarrangører, krisekommunikation og grønnere spillesteder. De to sidstnævnte spor bliver sidst på eftermiddagen afløst af netværk for ledere og direktører og momsfritagelse for almennyttige festivaler. Herefter rundes dagen af med forfrisikninger og faglige drøftelser og middag.
Programmet opdateres løbende, og kan findes her og i “CM Events”-app’en, der kan downloades gratis i App Store og Google Play.
Forplejning
Der er fokus på det grønne, og forplejning er som udgangspunkt vegetarisk. Man kan tilvælge kød ved tilmelding.
Hotel og overnatning
Da der afholdes flere store konferencer i Nyborg i samme weekend som Efterårsseminaret, har det desværre ikke kunne lade sig gøre at reservere værelser til alle Efterårsseminarets deltagere i Nyborg.
Det har dog været muligt at reservere 15 værelser på Hotel Villa Gulle i Nyborg, og derudover er der lavet reservationer på CABINN Odense, som ligger ved siden af Odense St.
Information omkring priser samt booking sendes direkte til de tilmeldte samt de ordreansvarlige efter tilmelding til Efterårsseminaret. Her vil de tilmeldte også modtage rabatkoder til booking af overnatning. Der er også flere sommerhuse i nærheden af Nyborg, så hvis man er flere afsted sammen, er det også muligt at booke på egen hånd.
Hvad med transport?
BASTIONEN ligger fem minutters gang fra Nyborg St. Overnatter man på Hotel Villa Gulle i Nyborg, er der fem minutters gang til BASTIONEN. Overnatter man i Odense tager det cirka et kvarter med toget. CABINN ligger lige ved siden af Odense St.
Hvad koster det at deltage?
Det koster 1299 kr. (ex. moms) at deltage med en partout-billet, hvilket dækker udgifter til seminarprogram og forplejning undervejs. Det er også muligt at tilmelde sig enkeltdage og tilvælge forplejning til dette.
Tilmelding, betingelser og deadline
Tilmelding skal ske senest fredag den 7. oktober 2022. Det er muligt at ændre din tilmelding samt at afmelde dig frem til tilmeldingsfristen.
Det er ikke muligt at få refunderet sin deltagelse eller forplejning efter tilmeldingsfristen.
Tilmeldingen sker under fanen “Tilmelding” her.
Deltagerliste
Efter tilmelding til Efterårsseminaret bliver man automatisk sat på deltagerlisten med navn og organisation. Den fulde deltagerliste kan ses her.
Kontakt
Er der spørgsmål til tilmeldingen eller generelt til Efterårsseminaret, kan Signe Hemmingsen fra Dansk Live kontaktes på signe@dansklive.dk.
Dansk Lives Efterårsseminar er for medlemmer af Dansk Live og præsenteres i samarbejde med Koda og Ticketmaster.