Forbud mod store forsamlinger forlænges til og med august 2020
6. april 2020
Foto: Kim Matthai Leland
Forbuddet mod store forsamlinger forlænges til og med august 2020. Det meddeler Statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde.
Landets mange festivalarrangører har holdt vejret og afventet nyt fra myndighederne om, hvorvidt de må afholde årets festivaler. Mandag aften kunne Statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde meddele, at det igangværende forbud mod store forsamlinger forlænges til og med august 2020. Det betyder, at mange af landets festivaler nu må udskyde eller aflyse deres arrangementer.
Allerede i går søndag gav statsministeren udtryk for, at chancen for at sommerens festivaler ville kunne gennemføres, var meget lille. Udmeldingen skabte naturligvis bekymring hos livearrangørerne, der hidtil har arbejdet imod at gennemføre årets festivaler. Og selvom det er et kæmpe tab, at der ikke er festivaler i Danmark til og med august 2020, så har udmeldingen fra Statsministeren givet klarhed for en række arrangører, der længe har levet og arbejdet i uvished og fremtiden.
”Det er selvfølgelig ærgerligt nyt, men vi er glade for, at der nu kommer en udmelding, så festivalarrangørerne ved om de er købt eller solgt. Der bliver behov for hjælp og nu må vi se, hvad der kommer i en hjælpepakke til festivalerne. Aflyste festivaler vil ikke kun ramme arrangørerne hårdt. Det vil også være et slag for de lokale kræfter og foreninger og for leverandører og musiklivet generelt. Det er vigtigt, at der også er leverandører til festivalerne på den anden side af corona-krisen”, siger Esben Marcher, Sekretariatschef i Dansk Live.
Festivalerne vil løbende kommunikere, hvordan de forholder sig i den nuværende situation.