Få styr på din strategiske kommunikation med Benjamin Rud Elberth på Dansk Lives Efterårsseminar
26. juni 2023
Direktør og digital rådgiver, Benjamin Rud Elberth, giver en indføring i strategisk kommunikation, og hvordan man skaber sin fortælling, på Dansk Lives Efterårsseminar, der finder sted den 6. og 7. oktober på Eksercerhuset i Fredericia.
En af Danmarks mest anerkendte og efterspurgte kommunikationsrådgivere, Benjamin Rud Elberth, besøger Dansk Lives Efterårsseminar. Han besøgte Efterårsseminaret i 2022, men vender nu tilbage – denne gang for at give en indføring i strategisk kommunikation med efterfølgende fælles workshop i, hvordan man skaber sin fortælling og sikrer, at den gode strategiske kommunikation sidder skarpt. Vi har stillet Benjamin Elberth nogle spørgsmål inden hans oplæg og workshop om, hvad der er i vente for deltagerne:
Du kommer på Dansk Lives Efterårsseminar for at fortælle om kommunikation på den lange bane eller med andre ord: strategisk kommunikation. Vil du ikke starte med at sætte nogle ord på, hvad strategisk kommunikation er og kan, og hvorfor det er en god idé at tænke langsigtet med sin kommunikation?
Et stærkt brand med en stærk fortælling klarer sig bare bedre. Men det kræver, at man har tænkt langsigtet, finder den fortælling der adskiller sig fra andres, indkapsler hvad det er man kan og gør, og er i stand til at sige det på alle platforme. Vi ved f.eks. godt at Volvo er verdens sikreste bil, i det mindste i fortællingen, og at man vinder af at tage en Nike-sko på. Vi ved også, at Skanderborg efter sigende er Danmarks smukkeste festival. Alle tre brands har sagt det uhyggeligt mange gange – men det giver kunderne en fast idé om, hvad de får.
Du har beskrevet god strategisk kommunikation som penge i sparegrisen, når krisen kommer og slår hul på den. Hvordan hænger det sammen?
Hvis hvert lille stykke positivt kommunikation putter en en-krone i en sparegris, så er man klar til, at der på et tidspunkt kommer noget udefra og smadrer sparegrisen og begynder at hive tusindekronesedler op af den. Man sætter penge i banken, eller i sparegrisen og optjener brandforståelse og goodwill hos kunder og sin omverden, når man kommunikerer positivt uden for krisetid. Det har vi masser af eksempler på. Det er ofte brands, der ikke har kommunikeret dygtigt før, der lider ekstra meget under en krise. Der er simpelthen ikke goodwill nok optjent på forhånd, og kunderne har ikke på forhånd kædet brandet sammen med noget positivt. Så får det negative uforholdsmæssigt meget plads.
Hvad kan konsekvenserne være, hvis man ikke tænker strategisk med sin kommunikation?
At man flakker. At man kommunikerer i øst og vest. At kunderne aldrig forstår, hvad de skal bruge en til, og hvorfor de skal være loyale eller lægge deres kræfter og penge i brandet. Vi ved, at kunder først køber, når brandet er nemt afkodeligt, og de har set brandnavnet tidligere og det har vakt noget positivt. Man køber ikke bare en billet. Man køber også en billet til f.eks. den hyggeligste festival, det frækkeste karneval eller det mest intime spillested, ud over kunstnernavnet.
Hvis du allerede nu skal give et fingerpeg – hvor starter man så med at arbejde med sin strategiske kommunikation, når man er fx en festival eller et spillested?
Man starter med at lade som om man er et vaskepulver. Som skal træde ind på et marked, hvor der i forvejen er masser af vaskepulvre, der vasker hvidt, vasker mest bæredygtigt, vasker mest rent ved lavest gradeantal. Så finder man ud af, hvad der er helt særligt, eller hvad der kan blive særligt ved ens eget vaskepulver – fordi fortællingen skal være sand og reel helt nede i kulturen. Skanderborg kan ikke være Smukfest, hvis de ligger på en pløjemark, og det skal gennemsyres af alt, hvad de laver. Det er faktisk en sjov øvelse. Og så handler det om at gøre sig klar til at sige det og gøre det på alle flader og platforme. Nike har navn efter sejrsgudinden. De har haft et slogan der hed ”You don’t win silver, you lose gold” under olympiaden. De ville aldrig sige til deres medarbejdere at det handler om at være med, og ikke om at vinde. De designer sko, der bliver pillet af markedet igen og forbudt i konkurrence, fordi skoene har så stor en vinderfordel. Og de nyder omtalen hele vejen til banken. Inden efterårsseminaret må spillesteder og festivaler rigtig gerne overveje, hvad de er, og hvad de er som ingen andre er. Helt ned i deres kultur.
Benjamin Elberths oplæg, “Har du styr på kommunikationen, når lokummet ikke brænder” finder sted lørdag 13.30-14.30, og den efterfølgende fælles workshop finder sted 15.00-17.00.
Dansk Lives Efterårsseminar præsenteres i samarbejde med Ticketmaster.
Dansk Lives Efterårsseminar er for medlemmer af Dansk Live.
Der er også stadig ledige pladser på de to kurser i pressehåndtering og medietræning med Benjamin Rud Elberth i henholdsvis Århus og København. Læs mere og tilmeld dig her.
Læs også
-
Kursus: Få introduktion til aftaleret og forhandlingsteknik fra en ekspert på området
Læs nyheden
-
Lær at bruge din tid rigtigt på Dansk Lives Efterårsseminar 2023
Læs nyheden
-
Få inspiration til at udvide din målgruppe på Dansk Lives Efterårsseminar
Læs nyheden
-
Kursus i frivilligledelse: “Et fagligt fællesskab med ligesindede, konkrete redskaber til hverdagen og en masse fornyet energi til arbejdet med frivillige”
Læs nyheden