Ekspertgruppe: Festivaler og koncerter skal trække turister til Danmark
10. oktober 2025
Ekspertgruppen for kulturturisme afleverer anbefalinger til minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin samt kulturminister Jakob Engel-Schmidt. Anbefalingerne peger blandt andet på, at festivaler, koncerter og andre kulturevents skal spille en større rolle i at tiltrække internationale turister og skabe samarbejde på tværs af kultur- og turismesektoren. Esben Marcher, direktør i Dansk Live, er en del af ekspertgruppen.
Ekspertgruppen for kulturturisme har netop afleveret sine anbefalinger til regeringen modtaget af minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin samt kulturminister Jakob Engel-Schmidt.
Gruppen blev nedsat som led i den nationale turismestrategi, Veje til bæredygtig turismevækst, og har haft til opgave at undersøge, hvordan Danmark kan tiltrække flere internationale kulturturister.
Blandt anbefalingerne fremhæves behovet for at styrke samspillet mellem kulturaktører, turismeorganisationer og lokale events herunder festivaler og koncertsteder. Ekspertgruppen understreger, at musik- og kulturbegivenheder bør ses som en central del af den samlede danske kulturoplevelse.
I rapporten lyder det blandt andet:
“Festivaler og koncertsteder spiller en central rolle i udviklingen af dansk kulturturisme. Ekspertgruppen anbefaler et styrket samarbejde mellem events, kulturinstitutioner og turismeorganisationer, så koncerter og festivaler i højere grad bliver indgangsdøre til den samlede danske kultur- og rejseoplevelse.”
Esben Marcher, der er direktør i Dansk Live, og medlem af ekspertgruppen, peger på, at anbefalingerne kan få stor betydning for både kulturlivet og turismen i Danmark.
“I min optik kan koncerter og festivaler være en løftestang for kulturturismen herhjemme. Derfor er der potentialer i at skabe tættere samarbejde mellem festivaler, koncertsteder og turismeaktører, men også i at sikre, at kommunerne har gode muligheder for at understøtte både store udendørs koncerter, og de koncerter der gennemføres i mindre rammer over hele året – også uden for den traditionelle sæson”, siger han.
Ekspertgruppen foreslår desuden, at der satses på international markedsføring uden for højsæsonen og på at udvikle samarbejder mellem by- og kystdestinationer, så turister tilbydes flere sammenhængende oplevelser på tværs af landet.
Anbefalingerne skal nu danne grundlag for regeringens videre arbejde med at styrke Danmarks profil som kulturdestination.
Læs også
-
Mantzius løfter velfærdsopgaver med livemusik: “Vi vil betyde mere for flere”
Gennem fællesskab og socialt ansvar har koncert- og kulturhuset Mantzius skabt en åben arena for sårbare unge og folk uden for arbejdsmarkedet. En vision, der ifølge leder Andreas Linnet Jessen viser, hvordan kulturlivet kan bidrage med et værdifuldt løft på en lang række velfærdsopgaver.
Læs nyheden
-
Ny regering på plads: Musikhandlingsplan og regelforenkling på dagsordenen
Efter historisk lange forhandlinger har Danmark fået en ny regering. Regeringsgrundlaget har blik for musiklivet indeholder bl.a. målsætning om at udarbejde en ny musikhandlingsplan. Dansk Live efterspørger et reelt servicetjek af musikloven.
Læs nyheden
-
Ny undersøgelse: Livemusikken hitter i hele landet
Danskerne går til koncerter og på festivaler uanset hvor de bor i landet. En ny befolkningsundersøgelse fra 2026 viser, at efterspørgslen på musik er høj, og at vi prioriterer levende musikoplevelser højt.
Læs nyheden
-
Dansk Live efter valg: Her er vores ønsker til det nye Folketing
Tirsdag den 24. marts går danskerne til stemmeurnerne. For Dansk Live er ønskelisten til et nyt Folketing klar: Det skal være enklere at være arrangør, og de økonomiske støttemodeller skal matche med virkeligheden på koncertstederne.
Læs nyheden