Dansk Lives Efterårsseminar: Et sundt arbejdsmiljø indebærer en rummelig kultur

6. juni 2024
Dansk Lives Efterårsseminar: Et sundt arbejdsmiljø indebærer en rummelig kultur

Bliv klogere på, hvordan du kan skabe et sundere arbejdsmiljø på dit koncertsted eller festival.

Læs mere om Dansk Lives Efterårsseminar og tilmeld dig her

På Dansk Lives Efterårsseminar inviterer MentalVoice til en workshop, hvor du som festival- eller koncertarrangør kan få indsigt i, hvordan du forbedrer den mentale trivsel blandt både ansatte, frivillige og musikere.

Her løfter Anders Guldhammer Vorborg, der er CEO og co-founder hos MentalVoice, lidt af sløret for, hvad du kan forvente af workshoppen.

Hvordan vil du definere et sundt arbejdsmiljø?

– Et sundt arbejdsmiljø indebærer en rummelig kultur, hvor ansatte og frivillige føler sig trygge og værdsatte samt støttet i udviklingen af personlige og professionelle kompetencer. I et sundt og produktivt arbejdsmiljø er der fokus på at skabe balance mellem de krav og forventninger, der stilles, og de ressourcer den enkelte, gruppen og organisationen har til rådighed.

Hvad kan konsekvenserne være, hvis man ikke arbejder med mental trivsel blandt sine ansatte og frivillige?

– På et individuelt plan kan konsekvensen ved ikke at arbejde med mental trivsel og styrke være, at risikoen for mentale udfordringer såsom stress og udbrændthed øges. Yderligere risikerer man at opleve nedsat kreativitet, produktivitet og engagement.

– På et organisatorisk plan kan konsekvensen blandt andet være høj sygefraværsprocent, udfordringer med rekruttering og fastholdelse, mindsket arbejdsmoral og et dårligt omdømme. I sidste ende kan det påvirke den overordnede succes og bæredygtighed af både projekter og organisationen som helhed.

Hvor kan man starte, hvis man vil forbedre den mentale trivsel i sin organisation?

  • Kortlægning af den nuværende trivsel på arbejdspladsen fx gennem en trivselsundersøgelse eller faciliter en samtale om, hvad der øger og mindsker trivsel for den enkelte på arbejdspladsen.
  • Opsøg viden på området og videredel, hvilke ressourcer og eksterne tiltag der findes til at støtte og øge medarbejdertrivsel for den enkelte.
  • Implementer vigtige ressourcer, som første trin viser et behov for.

Hvad kan man forvente at tage med sig fra jeres workshop?

– Vi håber, at vi i fællesskab kan etablere en tryg atmosfære, hvor der er plads til at dele erfaringer og perspektiver fra musiklivet. Vi forventer, at deltagerne går fra workshoppen med en større viden på området samt inspiration til, hvordan det mentale arbejde kan øge trivsel, mental styrke og performanceevne hos den enkelte, gruppen og organisationen.

Dansk Lives Årsmøde præsenteres i samarbejde med Ticketmaster og Koda.

Læs også

Se mere ikon