Dansk Lives Efterårsseminar: AI kan løse opgaver i alle dele af musikbranchen

30. maj 2024
Dansk Lives Efterårsseminar: AI kan løse opgaver i alle dele af musikbranchen

Rasmus Rex Pedersen gør dig klogere på, hvordan kunstig intelligens påvirker relationen mellem teknologi og mennesker i musikbranchen.

Læs mere om Dansk Lives Efterårsseminar og tilmeld dig her

Rasmus Rex Pedersen er lektor på Roskilde Universitet og forsker bl.a. i digitalisering i kulturindustrierne.

Til Dansk Lives Efterårsseminar dykker han ned i den nok mest omdiskuterede digitale tendens lige nu: kunstig intelligens eller AI (artificial intelligence).

Som optakt har vi taget en snak med ham om, hvordan udviklingen inden for dette område påvirker musikbranchen nu og i fremtiden.

Hvordan påvirker kunstig intelligens musikbranchen lige nu?

– Først og fremmest ved at sætte spørgsmålstegn ved mange af de ting, vi har taget for givet: vores forståelser af kreativitet, originalitet og kunstnerisk kvalitet bliver udfordret, og samtidig kan AI komme til at forandre musikbranchens forretningsmodeller.

– Generativ AI og dens evne til at generere musik og tekst og kopiere etablerede artisters stemmer har med rette fyldt meget i den offentlige debat. For udviklingen rummer store udfordringer for ophavsretten, som vi kender den, og der er derfor behov for et hurtigt og grundigt policy-arbejde til at sætte rammerne om AI i musikbranchen ligesom i resten af samfundet.

– Men de væsentligste påvirkninger har, indtil videre, været på helt andre områder. Gennem de sidste ti år har kunstig intelligens sat et tydeligt aftryk på musikproduktion og kuratering. På begge disse områder driver AI effektive værktøjer.

Hvad er de største fordele – og udfordringer – ved kunstig intelligens ift. moderne musikkultur?

– De største fordele knytter sig til potentialet for effektivisering af arbejdsgange. En stor del af de rugbrødsopgaver, som findes overalt i branchen – inden for produktion, administration og markedsføring – vil kunne løftes hurtigere og bedre med brug af AI værktøjer.

– Kunstig intelligens kan principielt løse opgaver i stort set alle dele af musikbranchen. Det betyder ikke, at mennesker bliver overflødige, men vi må blive bedre til at identificere, hvilken værdi vi hver især bidrager med. Udfordringen – og måske også fordelen – bliver at fokusere på de opgaver, som kræver et levende og sansende menneske.

Hvordan påvirker kunstig intelligens specifikt livebranchen – og hvilke tendenser ser du i horisonten?

– Livebranchen kommer nok ikke til at stå i frontlinjen i forhold til udviklingen af kunstig intelligens, men vi må alligevel forvente, at generelle forandringer i musikkultur og forretningsmodeller kommer til at have stor betydning for livebranchen, ligesom eksempelvis overgangen til streaming har haft.

– Livebranchen er godt positioneret til at levere et alternativ til kunstig intelligens. Dels fordi nogle publikummer aktivt vil opsøge den autenticitet som teknologien har svært ved at levere, men i høj grad også fordi AI systemer bryder sammen, hvis ikke der er mennesker indblandet. ’Intelligensen’ i kunstig intelligens kommer, lidt simplificeret, fra at indsamle data fra menneskers oplevelser og produkter, og her bliver den kvalitative kuratering udført af sansende mennesker med forståelse for musikkultur ikke overflødig lige foreløbig.

Dansk Lives Årsmøde præsenteres i samarbejde med Ticketmaster og Koda.

Læs også

Se mere ikon