Dansk Lives Efterårsseminar 2023 sætter fokus på tilgængelighed i livesektoren

27. juni 2023
Dansk Lives Efterårsseminar 2023 sætter fokus på tilgængelighed i livesektoren

Marie Holm Laursen

Få indblik i, hvordan din festival eller koncertsted kan blive mere tilgængelig for kørestolsbrugere og andre personer med handicap på Dansk Lives Efterårsseminar 2023, der finder sted den 6. og 7. oktober på Eksercerhuset i Fredericia.

Kørestolsbrugere og andre personer med handicap kan opleve ekstra udfordringer forbundet med at tage til koncert eller på festival. Til at give et indblik i, hvilke udfordringer man som koncertgæst med et handicap kan opleve på festivaler eller til koncert, får vi besøg af Marie Holm Laursen, der er foredragsholder og blandt andet kendt fra TV2 dokumentaren “Pigen med knogler af glas”. Hun vil også hjælpe os med at sætte fokus på, hvordan koncertarrangører kan arbejde med at skabe lige adgang til koncertoplevelser for folk både med og uden handicap. 

Vi har talt med Marie Holm Laursen inden hendes oplæg på Dansk Lives Efterårsseminar:

Du skrev tidligere i år et debatindlæg i Jyllands-Posten om tilgængelighed til koncerter – bl.a. om en oplevelse du havde i forbindelse med en Coldplay-koncert. Hvad fik dig til at skrive det debatindlæg?

Jeg havde købt billetter til Coldplay koncert, men fandt ud af, at fordi jeg sidder i kørestol, så vil de afvise mig i indgangen. Man skal købe handicapbilletter, og jeg havde almindelige billetter. Jeg prøvede at høre om jeg kunne få ændret mine billetter til handicapbilletter så, men det var ikke muligt, da der kun er få handicapbilletter til salg. Det betyder, at der ikke er lige muligheder for at komme til koncert, hvis du sidder i kørestol. Jeg havde ikke før tænkt over, at man ikke havde samme vilkår for at opleve koncertlivet, når man sad i kørestol. Der er ingen tvivl om at jeg sidder tilbage med en følelse af, at det er mega urimeligt, at fordi du er bundet til en kørestol, at du så ikke kan få lov til at tage til koncerter. Fordi jeg elsker virkelig at være til koncerter. Og jeg synes også at vilkårene for folk der sidder i kørestol burde være bedre her i 2023. Så jeg ville gerne være med til at sætte fokus på emnet, og så håber jeg at denne debat kan føre til, at der sker nogle ændringer, så det er nemmere at tage til koncerter, når man sidder i en kørestol. Derudover håber jeg at der kan komme mere gennemsigtighed omkring, hvilke muligheder du helt konkret har, når du sidder i en kørestol. 

På Dansk Lives Efterårsseminar kommer du til at holde oplæg om, hvordan det er at være kørestolsbruger på festivaler og til koncerter. Hvad kan deltagerne forvente af dit oplæg?

Jeg ønsker at belyse de udfordringer, der er, når du lever med et handicap. Og åbne op for at se på, hvad der kan gøres for at gøre det nemmere for alle at tage til koncerter. Uanset om du kommer på 4 hjul eller 2 gåben. 

Du skriver blandt andet i dit debatindlæg, at du godt ved, at disse udfordringer ikke opstår af ond mening fra arrangørens side. Hvis du i første omgang skal give det korte svar, hvor tænker du så er et godt sted at starte ift. at løse nogle af de her udfordringer?

Jeg tænker helt klart noget gennemsigtighed omkring, hvad mulighederne er. Derudover synes jeg det skal være muligt at bestille handicapbilletter online, så man ikke skal sidde og ringe i en telefon, hvor man ikke kan komme igennem. Og så kigge på, hvordan man kan skabe flere pladser for mennesker i kørestol. 

Hvad ville du ønske flere arrangører vidste om at være koncertgæst med et handicap?

Jeg ville nok ønske at flere vidste, at selvom du kommer i en kørestol, så har du stadig lige så stort behov for at opleve koncerter med dine venner. Jeg synes, at en koncertoplevelse er 40% musikken og 60% at opleve det sammen med nogen. Jeg har oplevet at være til koncert, hvor jeg blev placeret alene på et handicappodie, fordi jeg ikke måtte have nogen med derop. 

Ofte tager jeg til koncerter med to veninder, og man må ofte kun have en veninde med op på podiet. Det betyder bl.a. at når vi er på festivaler vælger vi, at vi ikke går op på handicap podiet. Men det er en udfordring, når man er til almindelig koncerter, hvor man skal være på handicappodiet, når man sidder i en kørestol.

Marie Holm Laursens oplæg er en del af lørdagens program på Dansk Lives Efterårsseminar og finder sted 10.30-11.30. 

Læs mere om Dansk Lives Efterårsseminar og tilmeld dig her.

Dansk Lives Efterårsseminar er præsenteret i samarbejde Ticketmaster.

Dansk Lives Efterårsseminar er for medlemmer af Dansk Live.