Dansk Lives Årsmøde 2025: Skab en stærk arbejdskultur i din organisation

27. februar 2025
Dansk Lives Årsmøde 2025: Skab en stærk arbejdskultur i din organisation

Stephen Holst, selvstændig arbejdsmiljø- og ledelsesrådgiver

Stephen Holst, der er selvstændig arbejdsmiljø- og ledelsesrådgiver, lægger vejen forbi Dansk Lives Årsmøde, der finder sted den 4. og 5. april. Her vil han blandt andet give gode råd til, hvordan man skaber en stærk arbejdskultur i sin organisation.

På Dansk Lives Årsmøde, der finder sted den 4. og 5. april, kan deltagerne få redskaber til at styrke arbejdskulturen i dynamiske organisationer som festivaler og koncertsteder. Til at guide igennem potentielle faldgruber for det sunde arbejdsmiljø, kommer Stephen Holst, der er selvstændig arbejdsmiljø- og ledelsesrådgiver. Vi har talt med ham om arbejdsmiljø og hans kommende oplæg på Dansk Lives Årsmøde. 

Vil du starte med at fortælle kort om dig selv?

Jeg er selvstændig arbejdsmiljø- og ledelsesrådgiver, som betyder at jeg rådgiver i organisationer, som har brug for ekstern støtte og faglig viden til at håndtere komplekse problematikker indenfor psykisk arbejdsmiljø eller ledelse. Men det kan også handle om, at jeg rådgiver organisationer inden for forebyggelse i psykisk arbejdsmiljø og ledelse. Det kan være i form af faglig kompetenceudvikling eller sparring på strategiske forebyggelsesinitiativer.  

Du kommer på Dansk Lives Årsmøde for at fortælle om, hvordan man styrker arbejdsmiljøet i dynamiske organisationer som koncertsteder og festivaler. Hvad kendetegner arbejdsmiljøet på koncertsteder og festivaler, og hvorfor er det særligt vigtigt at skabe en stærk kultur på den type arbejdspladser?

Jeg vil tro, at medlemmerne i Dansk Live kan sige meget mere om, hvad der kendetegner arbejdsmiljøerne på koncertsteder og på festivaler, end jeg kan. Men noget af det, som jeg fra et arbejdsmiljøfagligt perspektiv kan se, der især kan udgøre en risiko på koncertsteder og festivaler er, at organiseringen er flydende. Der er centrale funktioner og positioner i branchen, som indgår som en central del af et arbejdsfællesskab, for en kort periode, og så forsvinder de igen. Det vil sige, at mennesker med social status og magt, pludselig rykker ind i organisationen og påvirker de eksisterende normer og rammer, hvis ikke der er arbejdet meget klart med normsætning i forbindelse med, at nye mennesker træder ind som en del af arbejdsfællesskabet i en periode. Derudover er der et forhold i branchen, som handler om, at relationer på kryds og tværs ofte er præget af private forhold og tværgående kendskab i branchen. Det kan gøre, at vi måske kan have oplevelsen af, at der kan være meget på spil, når vores arbejdsrelationer også kan have betydning for vores private relationer og måske vores mulige fremtidige karrieremuligheder i branchen. 

Jeg tror ikke det er særligt vigtigt at skabe gode arbejdsmiljøer i denne branche. Det er vigtigt i alle brancher. Men jeg tror, at der er meget lidt tradition i jeres branche for at arbejde med forebyggelse indenfor psykisk arbejdsmiljø, og derfor kan der være en længere vej at gå, end når man sammenligner med andre brancher, der har større tradition for fokus på arbejdsmiljø. Det er bl.a. også den udvikling vi har set i film- og scenekunstbranchen. Deres tradition for at arbejde med arbejdsmiljø i branchen har flyttet sig rigtig meget de seneste 10 år, og jeg tror musikbranchen og alle dens forskellige aktører så småt er på vej ind i samme bevægelse, hvilket er super positivt.  

Kan du allerede nu løfte lidt af sløret for, hvad du kommer til at gennemgå under dit oplæg, særligt i forhold til at arbejde forebyggende med at skabe en stærk arbejdskultur på sit koncertsted eller festival?

Jeg vil fortælle lidt om, hvad der kendetegner psykisk arbejdsmiljø i branchen, og hvorfor netop de kendetegn kan udgøre en risiko for menneskers trivsel og præstation. Jeg kommer til at tale om, hvorfor der er brug for en fælles indsats, der handler om, at et psykisk arbejdsmiljø bør prioriteres på tværs af aktører i branchen. Hvorfor det især er en opgave der primært bor hos branchen og på organisatorisk niveau. Men jeg kommer samtidig også til at tale om, hvilke handlemuligheder den enkelte kan have frem mod, at der sker en kollektiv bevægelse.  

Hvor vil du anbefale man starter, hvis man gerne vil styrke arbejdskultur som festival- eller koncertarrangør?

Man skal starte i fællesskabet. Det vil sige, at man skal engagere sin organisation. En leder kan ikke gøre det alene, men en leder kan tage det første skridt. Det første skridt kan være at inddrage medarbejdere, frivillige, musikere, eksterne samarbejdspartnere og andre aktører, i at sikre gode betingelser for samarbejde og trivsel. Det kan være en opgave, der kræver det lange seje træk, og det skal man ikke stå alene med. 

Læs mere og tilmeld dig Dansk Lives Årsmøde og generalforsamling her. 

Dansk Lives Årsmøde præsenteres i samarbejde med Koda.