Dansk Lives Årsmøde: Hør om gennemgående problemstillinger indenfor frivillighed på festivalerne
10. marts 2025
Isa Naja Buhl, projektmedarbejder hos Dansk Live Foto: Peter Troest
Dansk Live har netop publiceret en undersøgelse af frivilligheden for 2024. I den forbindelse kommer Isa Naja Buhl, der er projektmedarbejder i Dansk Live, og som står bag undersøgelsen, på Dansk Lives Årsmøde, der finder sted den 4. og 5. april på Klaverfabrikken i Hillerød, og fortæller om undersøgelsens resultater.
I en ny undersøgelse, der bygger på interviews med repræsentanter fra 11 danske festivaler, kortlægger Dansk Live de fælles udfordringer for festivalernes arbejde med frivillighed i 2024 og potentialer for at styrke fremtidens frivillighed. Til at fortælle om undersøgelsens resultater, kommer Isa Naja Buhl, projektmedarbejder i Dansk Live, på Dansk Lives Årsmøde, der finder sted den 4. og 5. april på Klaverfabrikken i Hillerød. Vi har talt med Isa om undersøgelsen og hendes kommende oplæg på Årsmødet.
Vil du starte med at fortælle kort om dig selv og den undersøgelse du har lavet om frivillighed på festivaler?
Jeg er projektmedarbejder på Dansk Live og har haft ansvaret for denne undersøgelse om frivillighed på festivaler. Undersøgelsen er blevet til gennem kvalitative interviews med frivilligansvarlige fra 11 danske festivaler, hvor deltagerne har delt gavmildt ud af deres oplevelser og erfaringer med frivillighed fra sæsonen 2024. Efterfølgende er interviewene blevet transskriberet, kodet og analyseret for at identificere fælles temaer på tværs af festivalerne. Resultaterne er samlet i en rapport, der giver et indblik i, hvilke udfordringer og succesoplevelser der går igen på tværs af festivalerne.
Hvilke hovedtemaer har du sat fokus på i undersøgelsen, og hvad siger det om de områder, der optager festivalerne i øjeblikket?
Undersøgelsen har haft fokus på at identificere de mest gennemgående problemstillinger på tværs af festivalerne. Altså alle de steder, hvor der er udfordringer og fokuspunkter, der overlapper. I interviewene er festivalerne blevet spurgt ind til deres oplevelser med frivillighed i 2024 med fokus på deres succesoplevelser, udfordringer, behov og syn på potentialet for et stærkere samarbejde om frivillighed. Selvom festivalerne varierer i størrelse, ressourcer, geografi og struktur, står det klart, at der er fælles udfordringer og erfaringer – især når man ser på frivilligheden i et større perspektiv. De daglige udfordringer kan variere fra festival til festival, og de temaer, der er fremkommet, ser også forskellige ud festivalerne imellem, men overordnet tegner der sig fire hovedtemaer, der går igen, og optager festivalerne lige nu:
- Professionalitet vs. frivillighedsånd: Balancen mellem at drive en professionel organisation og samtidig bevare den frivillige ånd og engagement.
- Nye generationer: Hvordan man tiltrækker og fastholder de unge frivillige, der har nye forventninger og motivationsfaktorer.
- Kommunikation: Behovet for tydelig og effektiv kommunikation, både internt i organisationerne og eksternt.
- Diversitet og mangfoldighed: At sikre en mangfoldig frivilliggruppe og en inkluderende frivilligkultur, bl.a. i forhold til alder, køn og baggrund.
Du er på Dansk Lives Årsmøde, hvor du kommer til at præsentere undersøgelsen for Årsmødets deltagere. Hvad håber du de kommer til at tage med fra undersøgelsen?
Jeg håber, at festivalerne vil opdage, at de deler mange af de samme udfordringer og fokuspunkter. Undersøgelsen viser både et stort potentiale og en vilje til at styrke kulturfrivilligheden gennem øget samarbejde. Derfor håber jeg, at den kan inspirere til mere erfaringsudveksling og videndeling på tværs. Nogle festivaler har allerede fundet løsninger på specifikke problemstillinger, mens andre sidder med anden værdifuld faglighed og indsigt, som kan komme flere til gavn, så jeg håber, at undersøgelsen vil inspirere til endnu tættere samarbejde om frivilligheden.
Efter du har afsluttet undersøgelsen, hvad er så det primære du tager med fra processen med festivalerne?
Det, der står klarest for mig efter undersøgelsen, er den stærke fællesskabsfølelse og passion for kulturfrivilligheden, som skinner igennem hos alle festivalerne. Der er en tydelig vilje til at hjælpe hinanden og dele viden, fordi det fælles engagement i frivilligheden vejer tungere end konkurrence. Selvom festivalerne naturligvis også er konkurrenter, var det slet ikke den fornemmelse, der stod tilbage – tværtimod. Jeg sidder tilbage med en stærk oplevelse af et fællesskab, der jo i den grad også afspejler festivalfrivillighedens ånd!
Læs også
-
Vidste du, at deltagere under 25 år får rabat på billetten til Efterårsseminaret?
Dansk Lives Efterårsseminar finder sted den 2. og 3. oktober i Esbjerg, og er du eller din kollega under 25 år, kan du få rabat på billetten.
Læs nyheden
-
Dansk Live Ung inviterer unge frivillige til seminar på Tobakken
Send jeres frivillige med, når Dansk Live Ung samler unge fra festivaler og koncertsteder i hele landet til en dag med inspiration, faglighed og netværk.
Læs nyheden
-
Styrk trivslen og håndter konflikter: Nyt kursus klæder frivilligledere på i livesektoren
Et stærkt og bæredygtigt frivilligmiljø opstår ikke af sig selv. Dansk Live inviterer i samarbejde med Ingerfair til et nyt, praksisnært kursus, der giver frivilligledere konkrete redskaber til at fremme trivslen og håndtere konflikter på festivaler og koncertsteder.
Læs nyheden
-
Hvordan tager man de næste skridt i den grønne omstilling?
Grøn omstilling kan hurtigt føles overvældende, men på Dansk Lives Efterårsseminar sætter vi fokus på en overskuelig og praktisk tilgang. Mød Sanne Nielsen fra Miljømærkning Danmark, og få helt konkrete redskaber til at reducere dit event- eller koncertsteds miljøaftryk.
Læs nyheden