Dansk Lives Årsmøde: Data er viden, og vi kan altid blive klogere

26. januar 2024
Dansk Lives Årsmøde: Data er viden, og vi kan altid blive klogere

Til Dansk Lives Årsmøde styrer Troels Kjeldgaard fra Forbrændingen en paneldebat om indsamling og brug af data på festivaler og spillesteder. Læs her om hans egne erfaringer, og hvad du kan forvente af oplægget.

Læs mere om Dansk Lives Årsmåde og tilmeld dig her

Viden om målgrupper og publikum er centralt for udviklingen af forretningen omkring koncerter og festivaler. Der er store mængder data til rådighed, men hvordan kan man integrere den tilgængelige data i sit arbejde og hvad kan man opnå?

Til Dansk Lives Årsmøde står Troels Kjeldgaard, der til daglig er leder af Spillestedet Forbrændingen i Albertslund, bag en paneldebat om arbejdet med at samle og bruge data på forskellige måder. Som optakt fortæller han her om sin egen erfaring med at arbejde med data på Forbrændingen.

Hvorfor er data grundlæggende vigtigt, når man arbejder med koncerter og festivaler?

– Det er vigtigt at kende sit publikum, og gennem dataene kan vi lære meget mere om dem, så vi i sidste ende kan sælge dem flere billetter eller flere drinks i baren. Data kan også bruges til at designe sin festival, fordi man kan se bevægelsesmønstre hos sit publikum, hvis man f.eks. har en app tilknyttet. Data bare viden, og vi kan altid blive klogere.

Hvad vil være udgangspunktet for paneldebatten på Årsmødet?

– Udgangspunktet er superenkelt: paneldeltagerne vil hver især blive spurgt ind til, hvordan de bruger data. En art tips og tricks fra forskellige steder i vores andedam.

Hvordan arbejder I på Forbrændingen med brug af data til daglig?

– Vi arbejder primært med data i forbindelse med salg af billetter og drinks i baren. Vores kasse- og billetsystemer giver os hurtigt simple dataudtræk, der gør, at vi bedre kan finde ud af, hvilke shows vi skal booke ind, og hvad vi skal købe til baren. Vi arbejder selvfølgelig også med data i forbindelse med pr og markedsføring. Fx ved vi om vores publikum, at det bedste billetkøbstidspunkt er mandag mellem klokken 19 og 21. Så sørger vi selvfølgelig for at fodre vores feeds til at kunne fange folk der.

Har du et godt råd, hvis man som koncertarrangør vil blive bedre til at bruge data?

– Det bedste og mest simple sted at finde brugbare data til vores dagligdag findes via vores billetudbyder. Som minimum skal man kunne finde ud af, hvor ens købere bor, hvilket køn de har, deres alder, og der skal være en art krydsreference af køb; dvs. hvis X har købt billet til tre forskellige metalkoncerter, vil vi gerne vide det og bruge den data til enten at sende specifikke tilbud til X eller booke mere musik i den boldgade, hvis der er mange som X.

Dansk Lives Årsmøde præsenteres i samarbejde med Koda og Ticketmaster.

Læs også

Se mere ikon