Dansk Live og ALICE udgiver undersøgelse om hovedstadsområdets spillesteder

29. september 2022
Dansk Live og ALICE udgiver undersøgelse om hovedstadsområdets spillesteder

Forbrændingen Foto: Kim Matthai Leland

Dansk Live og ALICE udgiver rapporten “Koncertgæster på Storkøbenhavns spillesteder”, der er en opsamling på publikumsundersøgelser hos en række spillesteder i Storkøbenhavn. 

Med ambition om at skabe mere viden om publikum på hovedstadsområdets spillesteder præsenterer Dansk Live og ALICE undersøgelsen, “Koncertgæster på Storkøbenhavns spillesteder”. Undersøgelsen samler op på publikumsundersøgelser foretaget individuelt hos de deltagende spillesteders og skal gøre spillestederne klogere på deres publikum, hvordan publikum finder frem til koncerterne, og hvad der er vigtigt for dem når de deltager i en koncert. 

Undersøgelsen giver viden om publikums brug af spillestedernes program, hvad der ligger til grund for beslutningen om at købe billet og tage til koncert, og hvad publikum finder vigtigt, når de som gæster er til koncert. 

På længere sigt er målet, at undersøgelsen skal gentages og foretages nationalt. Derved kan undersøgelsen bidrage til et samlet billede af publikum på landets spillesteder, og samtidig styrke arrangørerne i deres udviklingsarbejde. 

Om undersøgelsen siger Esben Marcher, sekretariatschef i Dansk Live:

“Hovedstadsområdet er rigt på spillesteder. Tilsammen rummer de stor alsidighed på tværs af genrer og kapacitet og bidrager til et dynamisk og levende kultur- og musikliv i og omkring København. Det er i sig selv en bedrift, at undersøgelsen er blevet til, når man undersøger så forskellige aktører. Jeg håber, at undersøgelsen kan hjælpe spillestederne med at blive klogere på deres publikum, og at den kan være en genvej til at imødekomme deres gæster i alt fra programplanlægning til markedsføring”, siger han. 

Rapporten er ude nu. Læs den her.