Dansk Live efter valg: Her er vores ønsker til det nye Folketing
25. marts 2026
Danskerne har sat deres kryds til Folketingsvalget. For Dansk Live er ønskelisten til et nyt Folketing klar: Det skal være enklere at være arrangør, og de økonomiske støttemodeller skal matche med virkeligheden på koncertstederne.
Når det nye Folketing trækker i arbejdstøjet efter valget, er forhåbningen hos Dansk Live, at man fra politisk side fortsat vil prioritere at forbedre rammevilkårene for landets koncertarrangører. For Esben Marcher, der er direktør i Dansk Live, er der ingen tvivl om, hvad der bør stå øverst på dagsordenen:
“Vi håber, at der i den kommende regeringsperiode fortsat vil være fokus på at gøre det mere enkelt at være arrangør af festivaler og koncerter. Vi drømmer også om, at vi kan få set på en revidering af de støttemodeller, der ikke matcher med virkeligheden. Støttemodellerne til koncertstederne er underfinansieret og ikke fulgt med tiden. For eksempel trænger arrangørernes vilkår i honorarstøtteordningen kraftigt til en justering. Det håber vi, at en kommende regering vil tage med i deres arbejde,” siger Esben Marcher.
For Dansk Live er det særligt vigtigt, at de arrangører, der over hele landet arbejder for at udvikle de nye talenter og vækstlaget på og bag scenerne, får bedre muligheder for at løfte dette arbejde.
Frivillighed og kompetencer i fokus
Også et øget fokus på frivillighed ligger højt på ønskelisten. Frivilligheden er fundamentet i det danske musikliv, men rammerne omkring de frivillige kræver løbende opmærksomhed for at fremtidssikre kulturtilbuddene i hele landet. Derfor foreslår Dansk Live etableringen af et Center for Frivilligt Kulturelt Arbejde.
Derudover er der et udtalt behov for at udvikle og styrke kompetencerne hos de professionelle kulturarbejdere. Der er brug for en målrettet indsats for efteruddannelse og kapacitetsudvikling, særligt inden for musiklivet, så branchen kan følge med den hastige udvikling.
Et opgør med kontantpligten
En konkret mærkesag, der fylder meget i det daglige arbejde for mange koncertsteder, er den nuværende kontantpligt. Det er både ressourcekrævende og omkostningsfuldt for arrangørerne at skulle håndtere kontanter i et ellers digitaliseret samfund.
“Det er en lille irriterende ting, som bliver ved med at fylde i vores arbejde. Som det er nu skal alle koncertsteder tage imod kontanter, og det er en væsentlig byrde og meget omkostningsfuldt for dem. Derfor vil vi fortsat gerne arbejde for at få lempet kontantpligten,” forklarer Esben Marcher.
Dansk Lives prioriteringer til den kommende regering er:
- Forenkling: Det skal være mere enkelt at drive kulturvirksomhed.
- Modernisering: Støttemodellerne på musikområdet skal opdateres. Særligt arrangørernes arbejde med talentudvikling bør prioriteres højere.
- Frivillighed: Etablering af et Center for Frivilligt Kulturelt Arbejde.
- Uddannelse: Fokus på kompetenceudvikling i kultur- og musiklivet.
- Digitalisering: Der skal justeres på kontantpligten.
Læs også
-
Mantzius løfter velfærdsopgaver med livemusik: “Vi vil betyde mere for flere”
Gennem fællesskab og socialt ansvar har koncert- og kulturhuset Mantzius skabt en åben arena for sårbare unge og folk uden for arbejdsmarkedet. En vision, der ifølge leder Andreas Linnet Jessen viser, hvordan kulturlivet kan bidrage med et værdifuldt løft på en lang række velfærdsopgaver.
Læs nyheden
-
Ny regering på plads: Musikhandlingsplan og regelforenkling på dagsordenen
Efter historisk lange forhandlinger har Danmark fået en ny regering. Regeringsgrundlaget har blik for musiklivet indeholder bl.a. målsætning om at udarbejde en ny musikhandlingsplan. Dansk Live efterspørger et reelt servicetjek af musikloven.
Læs nyheden
-
Ny undersøgelse: Livemusikken hitter i hele landet
Danskerne går til koncerter og på festivaler uanset hvor de bor i landet. En ny befolkningsundersøgelse fra 2026 viser, at efterspørgslen på musik er høj, og at vi prioriterer levende musikoplevelser højt.
Læs nyheden
-
Dansk Live efter valg: Her er vores ønsker til det nye Folketing
Tirsdag den 24. marts går danskerne til stemmeurnerne. For Dansk Live er ønskelisten til et nyt Folketing klar: Det skal være enklere at være arrangør, og de økonomiske støttemodeller skal matche med virkeligheden på koncertstederne.
Læs nyheden