Corona udfordrer fortsat livearrangørerne økonomisk
15. august 2022
Ikke overraskende var der færre gæster til koncerter og festivaler i 2020 og 2021, og selvom festivalsommeren indtil videre har været velbesøgt, udfordrer to år med corona og efterfølgende økonomisk krise fortsat arrangørerne.
2021 og 2020 var præget af nedlukninger og hårde restriktioner i livebranchen, og det har haft betydning for det samlede antal koncertgæster. I 2021 og 2020 udgjorde andelen af koncertgæster knap en tredjedel sammenlignet med 2019 eller et fald på knap 6. mio. koncertgæster. Det fremgår af ny analyse af livebranchen fra Danmarks Statistik. Før corona oplevede livebranchen en stigning i antallet af koncertgæster med et rekordhøjt antal publikum til koncerter, og selvom festivalsommeren indtil videre har været velbesøgt, er der stadig lang vej tilbage til niveauet før corona.
Andelen af publikum til store koncerter halveret
Restriktionerne, der blev indført i 2020 og 2021 som følge af corona-pandemien, betød blandt andet en begrænsning af antallet af store koncerter med 10.000 koncertgæster eller mere, og det ses på tallene fra Danmarks Statistik. Analysen viser, at andelen af koncertgæster, der har deltaget i store koncerter med 10.000 gæster eller mere, blev halveret fra 2019 til 2021. Samtidig gik næsten halvdelen af alle koncertgæster i 2020 til en mindre koncert med under 200 koncertgæster, hvor andelen af koncertgæster til små koncerter i 2021 stort set var uændret sammenlignet med 2019.
Samtidig steg antallet af gæster til festivaler fra 45.000 i 2020 til knap 250.000 i 2021. Det skyldes formentlig, at der blev derfor afholdt flere, men mindre festivaler i 2021 end i 2020, da arrangørerne tilpassede deres arrangementer i forhold til restriktionerne.
Kulturvaneundersøgelse: Flere danskere begynder at gå til koncerter igen
Selvom det samlede besøgstal for 2021 er nedslående, er der grund til forsigtig optimisme. Den seneste Kulturvaneundersøgelse fra Danmarks Statistik viser at flere enkeltpersoner begynder at gå til koncerter. Selvom dette er en positiv udvikling, er det dog ikke på samme niveau som før pandemien i 2019, og spørger man Esben Marcher, sekretariatschef i Dansk Live, er der lang vej tilbage til niveauet før corona:
“Det er uden tvivl positivt, at vi kan se, at publikum har savnet at gå til koncerter og på festival, og umiddelbart ser det jo godt ud med flere udsolgte koncerter og så videre. Vi må dog ikke glemme, at hullet i pengekassen hos mange af arrangørerne stadig er stort, og det problem er ikke løst endnu.
For Esben Marcher understreger analysen fra Danmarks Statistik behovet for hjælp til arrangørerne efter corona:
“Vi har længe efterlyst en genopretningspulje til livebranchen. Især festivalerne har brug for hjælp til genopretning, og den nuværende økonomiske krise kan meget vel resultere i at spillestederne ikke rejser sig efter corona”, siger han.