Arrangører ser fremad efter corona på Dansk Lives Efterårsseminar

10. september 2021
Arrangører ser fremad efter corona på Dansk Lives Efterårsseminar

Når Dansk Lives medlemmer sætter hinanden i stævne for første gang i to år til Dansk Lives Efterårsseminar den 29. og 30. oktober i Aalborg og Nibe, står erfaringer gjort under corona-krisen, og fremtiden for landets koncertarrangører, øverst på dagsordenen.

Der er rigtig meget at tale om for landets spillesteder, festivaler og koncertarrangører, når Dansk Lives medlemmer møder hinanden fysisk for første gang i to år til Dansk Lives Efterårsseminar. Deltagerne skal blandt andet reflektere over erfaringer gjort under en svær tid med nedlukning og restriktioner, men fremtiden for livebranchen er også på programmet. Derfor er der afsat masser af plads i programmet til samtaler og sparring med kollegaer fra hele landet, når Dansk Lives Efterårsseminar finder sted den 29. og 30. oktober i Aalborg og Nibe.

Hvad har vi lært af corona?

I knap to har det handlet om overlevelse for danske koncert- og festivalarrangører. Selvom arbejdet ovenpå corona-krisen langt fra er slut, er der gjort værdifulde erfaringer under en svær tid med nedlukning og skrappe restriktioner. Derfor er der til seminaret afsat et særskilt spot i programmet til, at deltagerne kan dele og drøfte erfaringer med sine kollegaer på tværs af livebranchen.

Et kig ind i fremtiden for livebranchen

Der er så småt ved atter at være rum til at diskutere fremtiden for landets koncert- og festivalarrangører. Derfor er en stor del af programmet dedikeret til udvikling af livebranchen, hvor der skal ses nærmere på, hvad der rører sig i branchen lige nu, og hvor viden, der styrker koncert- og festivalarrangørerne, er i højsædet. Sporene finder sted både fredag og lørdag og vil blandt andet beskæftige sig med bæredygtighed, aftaleindgåelse, nye projekter i Dansk Live, viden og data i musikbranchen, fondssøgning og meget mere.

Og så skal deltagerne på seminaret hilse på den nye bestyrelse og blive klogere på strategiarbejdet i Dansk Live.

Fora og netværksmøder

Traditionen tro er en stor del af programmet på Efterårsseminaret dedikeret til møder og samtale mellem medlemmer af Dansk Live. Derfor er der igen i år både netværksmøder og fora for arrangører på Efterårsseminaret.
På Efterårsseminaret uddeler Dansk Lives bestyrelse også Dansk Lives ærespris, Årets Gunnar.

Dansk Lives Efterårsseminar er et tilbud til medlemmer af Dansk Live. Seminaret finder sted på Skråen i Aalborg og hos Nibe Festival den 29. og 30. oktober. Klik her for tilmelding.

Deadline for tilmelding er fredag den 8. oktober.