Arena Næstved: Fællesskab på tværs af kultur og idræt

7. marts 2023
Arena Næstved: Fællesskab på tværs af kultur og idræt

Arena Næstved er hovedvært, når Dansk Lives medlemmer mødes til Årsmøde og generalforsamling den 21. og 22. april. Vi har talt med Jakob Brixvold, der er direktør for Arena Næstved om, hvordan de skaber fællesskaber på tværs af deres mange kvadratmeter.

Arena Næstved er i de senere år blevet en af landets centrale arenaer, når det kommer til større arrangementer på tværs af musik, sport, udstilling, messer og shows. Senest har Arena Næstved lagt hus til Dansk Melodi Grand Prix, Børne-MGP og EM-prækvalifikationskampe i basketball. Den 21. og 22. april er Arena Næstved er hovedvært, når Dansk Lives medlemmer mødes til Årsmøde og generalforsamling i Næstved.

Vi har spurgt Jakob Brixvold om, hvad det er, der skaber en plads til Arena Næstved lige der i krydsfeltet mellem kultur og sport:

Hvordan skiller I jer ud som koncertsted?

Vi er et venue med mange kvadratmeter og højt til loftet. Alle koncerter bygges fra bunden i black box, som et rum der størrelsesmæssigt matcher antallet af publikum (1000-4500). Koncertproduktionen er forskellig hver gang, som vi primært flyver i eget mothergrid, med hensyntagen til mange forskellige statiske forhold. Og så er vi jo særlige fordi vi både laver folkeoplysning, koncerter, sport og andre store events.

Hvilket projekt eller indsats hos jer er du allermest stolt af? 

Jeg er stolt af, at vi på få år skabt en organisation af kompetente folk, der drives af at skabe store oplevelser og fællesskaber for tusindtallige publikum. Vi har i dag mere end 400.000 gæster i huset om året, på tværs af folkeoplysning, kultur og forretning – og vi laver fine bundlinjer. På alle punkter det diametralt modsatte af Arena Næstved for blot seks år siden. 

Hvordan bidrager I til at sætte Næstved på landkortet?

Vi gør meget ud af at være dygtige til det vi gør, og skabe regulær forretning for alle involverede. På den måde prøver vi at være attraktive samarbejdspartnere for musikbranchen, kommercielle partnere og mange andre. Og ]som alle andre, gør vi vores for at være i spil til de store artister, sportsevents og b2b begivenheder, bl.a. ved at fremhæve vores evne til at skabe gode events for et godt og stort publikum – og de fordele der er ved vores geografiske placering og arenaens kapacitet. 

Hvad betyder det for jer at være vært for Årsmødet, der samler alle landets koncertarrangører?

Sindssygt meget – og vi glæder os til at se jer! Rundt omkring er man begyndt at opdage at vi er på banen, så vi vil selvfølgelig rigtig gerne vise både vores sportsstriber og vores black box frem – og håber derfor også, at der er lyst til at opleve Arena Næstved in action med fredagens tripplekoncerten med Blæst/Aksglæde/Pil og lørdagens standup med Matthesen.

Dansk Lives Årsmøde og generalforsamling finder sted den 21. og 22. april i Næstved. Læs mere og tilmeld dig her.

Husk sidste frist for tilmelding med hotel er den 20. marts. 

Dansk Lives Årsmøde og generalforsamling er for medlemmer af Dansk Live. 

Dansk Lives Årsmøde præsenteres i samarbejde med Ticketmaster.