Aalborg-spillesteder åbner dørene for deltagere på Dansk Lives Efterårsseminar

20. september 2021
Aalborg-spillesteder åbner dørene for deltagere på Dansk Lives Efterårsseminar

Aalborg og Nibe danner rammerne, når Dansk Lives Efterårsseminar løber af stablen den 29. og 30. oktober. I den forbindelse åbner en række aalborgensiske spillesteder dørene for seminarets deltagere.

Aalborg rummer en række populære koncertsteder, der alle er centrale i byens kulturliv, og som har lagt et stort arbejde i den lokale talentudvikling. Spillestederne tæller blandt andre Skråen, hvor fredagens program for Dansk Lives Efterårsseminar finder sted, men også Huset i Hasserisgade, Studenterhuset Aalborg og 1000Fryd, der alle inviterer på rundvisning for Dansk Lives medlemmer i forbindelse med seminaret.

Skråen

Det tidligere kraftværk, Skråen, rummer i dag hele tre sale med mere end 300 arrangementer årligt med både danske og internationale navne. Skråen har eksisteret som musikforening siden 1978, hvilket gør Skråen til en af Danmarks ældste musikforeninger.

Huset i Hasserisgade

Kulturhuset, Huset i Hasserisgade, rummer blandt andet koncerter, galleri, café og værksteder og danner ramme om kulturelle oplevelser, som bidrager til at skabe et mangfoldigt udbud af kulturelle tilbud til Aalborgs borgere. Huset har særligt fokus på vækstlagsmusik og talentudvikling.

Studenterhuset Aalborg

Studenterhuset Aalborg er ikke kun for Aalborgs studerende, men for hele byen. Huset består af en café, en koncertsal, mødelokaler og læsesal og byder på alt fra koncerter, debatter, events og aktiviteter. Studenterhuset har 80 koncertdage om året og står også bag flere lokale festivaler.

1000Fryd

Udover at være spillested med masser af koncerter, danner 1000Fryd rammen om en række vidt forskellige aktiviteter med alt fra studie, øvelokale, atelier, træningsrum, filmklub, café og meget mere. Huset blev til i 1980 med ønske om at lave et brugerstyret kultur- og aktivitetshus og er stadig brugerstyret den dag i dag.

Tilmelding til Dansk Lives Efterårsseminar

Dansk Lives Efterårsseminar er et tilbud til medlemmer af Dansk Live. Seminaret finder sted på Skråen i Aalborg og hos Nibe Festival den 29. og 30. oktober. Klik her for tilmelding.

Deadline for tilmelding er fredag den 8. oktober.