Vil Mette Bock liberalisere Kulturministeriet?

mettebock_foto-af-henning-hjorth

Dansk Live byder vores nye kulturminister velkommen – og ser frem til at samarbejde om livemusikkens fortsatte, positive udvikling.

Mette Bock er per definition den mest liberale Kulturminister vi har haft. Tilsammen har de gamle kulturbærende partier Socialdemokraterne, Konservative og Radikale Venstre siddet på posten i 90% af tiden, siden ministeriets tilblivelse i 1961, kun momentvist afbrudt af Venstre og hedengangne Centrum Demokraterne.

Mette Bock er samtidig yngre end sine nærmeste forgængere, og det er denne gang ikke en pensionsmoden, tidligere minister der sætter sig for bordenden i Nybrogade. Hun har udvist interesse, faglighed og har baggrund indenfor området, og må forventes at slå igennem med klare holdninger og ideologi. Vil den statslige kulturstøtte nu blive prioriteret til elite og vækstlag, som Liberal Alliance har proklameret? Vil kulturstøtten forandres til at blive mere investerende, og mindre understøttende?

Regeringsgrundlaget giver ikke entydigt svar på prioriteringerne, og fra livemusikkens arenaer vil vi derfor nøje følge Mette Bocks første udtalelser, for selvom vi repræsenterer en kulturgenre med en udpræget kommerciel styrke, har den rytmiske musik også stort behov for at sine smalle genrer, crossovers og nye tendenser, får rum og plads til at udvikle og inspirere.

Liberal Alliance hylder frivilligheden og en bred geografisk spredning; livemusikken matcher begge dele. Partiet hylder desuden brugerbetaling, som formodentligt er mere udbredt i livemusikken end nogen anden genre. Men livemusikken har også støtteværdige aspekter, hvor den samler folk lokalt, opbygger frivillighed og byudvikling, udfordrer os kunstnerisk, skaber betydningsfuld dannelse af både skolebørn, unge og gamle. Og når livemusikken i den anden ende af spektret folder sig ud kommercielt, skaber den megaevents, turisme til landet, kultureksport der kan måles på BNP – og mange arbejdspladser. De to dele hænger uløseligt sammen.

Et godt eksempel er ’Spillestedsloven’ fra år 2000, der dengang i høj grad var en nødvendigt understøttelse af et rytmisk livemusikliv, men som nu er vokset til en størrelse, hvor hver statslig støttekrone der engageres, ganges op med 40 kr. af markedet. Hvad ville være mere kulturpolitisk opportunt, end at bringe den statslige investering i livemusikkens engagement i frivillighed, byudvikling, talentpleje, forretning, skolebørn og turisme i spil på samme måde?

Tidsånden er med livemusikken, som i disse år er ganske særlig i sin outreach; selv de helt unge er meget dedikerede og således indenfor rækkevidde, og det modne publikum holder fortsat nysgerrigt ved. Livemusikken har en vældig stor samlende effekt, måske fordi den kan være både virkelig big business, ophøjet kunst og socialt kit i hele landet. Rambøll laver en årlig analyse der siden 2013 har påvist den kommercielle position, og Norstat udarbejder årlige befolkningsundersøgelser for Dansk Erhverv, som bl.a. påviser den sammenhængskraft og bredde livemusikken fordrer.

Dansk Live forventer at vores nye, liberale Kulturminister kan se både investeringspotentialet i livemusikken, og der hvor det er vigtigt og nødvendigt at understøtte kunsten og udvikling lokalt. Vi byder Mette Bock velkommen, ser frem til dialogen – og ønsker god arbejdslyst!

Af: Jakob Brixvold, Sekretariatschef
Foto af Henning Hjorth: Mette Bock og Rasmus Nordqvist på Folkemødet


Nyhedsbrev



Tidligere Nyheder