Smukfest med i KarriereKanonen

KK_logo

Efter en god snak mellem Danmarks Smukkeste Festival og parterne i KarriereKanonen er Smukfest nu ny medspiller i KarriereKanonen. De tre vindere fra 2011, The Eclectic Moniker, Boho Dancer og Kites & Komets, får derfor en plads i årets festivalprogram, mens Smukfests egen warm up-festival, Live Camp, i dagene op til festivalen bl.a. kan præsentere de tre vindere af KarriereKanonen 2012.

Fra festivalen siger Claus Visbye, formand for Skanderborg Festivalklub:
“Arbejdet med at give det musikalske vækstlag en synlig plads på vores festivalprogram har været en stor prioritet for os i mange år. Vi har tidligere arbejdet sammen med P3 omkring vores Starfighter-projekt – og er nu super glade for fremover at være aktiv partner i KarriereKanonen og af den vej kunne stille spilletid til rådighed for en række af øjeblikkets største talenter. Vi har haft rigtig gode snakke med alle parterne i KarriereKanonen og er sikre på, at vi sammen både kan give vinderne et godt karriere-boost og udvikle KarriereKanonen yderligere i årene fremover.”

KODA, Bandakademiet og P3, som tidligere udgjorde treenigheden i KarriereKanonen, er begejstrede for samarbejdet og udtaler:
“Samarbejdet med Danmarks Smukkeste Festival er med til at gøre KarriereKanonen til et aktivt partnerskab mellem forskellige, men centrale parter i musikbranchen. Og at KarriereKanonen netop er et samarbejde på tværs af musikbranchen er en af projektets største forcer. Vi glæder os rigtig meget til at præsentere tidligere og nye vindere for et forhåbentlig begejstret publikum på Danmarks Smukkeste Festival.”

Nye rytmiske talenter kan uploade deres musik på dr.dk/karrierekanonen frem til i dag, den 31. januar 2012. Så det er nu, at rocktalenter skal lade guitarer og sangstemmer vrænge om kap, singer-songwriters sende akustiske toner af sted med kurs mod hjertekulen – eller elektromusikere lade bastante beats kickstarte karrieren.

Om KarriereKanonen
KarriereKanonen har siden 2002 været et af de bedste og mest markante talentinitiativer inden for dansk musik. KarriereKanonen anno 2012 er et samarbejde mellem P3, KODA, Bandakademiet og Danmarks Smukkeste Festival – fire stærke partnere i musikbranchen, der med samarbejdet forsøger at bane vejen for de bedste danske upcoming bands og -solister og give dem den bedst mulige start på en seriøs musikkarriere.

KarriereKanonen har blandt andre hjulpet Rasmus Nøhr, Sterling, Olympics, New Politics, IGNUG, Birk Storm, Magtens Korridorer, Tue West, Johnny Deluxe, Marie Key Band på vej mod en professionel musikkarriere.


One Response

  1. Der findes så fantisk meget god Dansk musik, og gode danske bands. Det er super fedt at vi i Danmark i modsætning til mange af vores nabolande har noget som “Kariere Kanonen” om kan være med til at gøre bands og artister kendt. Naturligvis skal disse artister være super gode, for at det kan holde på sigt, men det er helt sikkert et skub i den rette retning, så stort tak til “Kariere Kanonen” :-)

    Reply

Comment on this post

Nyhedsbrev