Dansk Live præsenterer sammen med en række andre danske musikorganisationer projektet ’Rhythm & Roots – Musikalske møder 2011’, der går i luften den 27. oktober på Spil Dansk Dagen.
Projektet byder på en række enestående musikalske møder mellem danske og herboende internationale musikere inden for roots, folk og verdensmusik, som har inviteret hinanden til at mødes og spille fælles koncerter
Koncertrækken foregår på fem spillesteder rundt om i landet, nemlig på Klaverfabrikken Live, Skråen, Musikcaféen, Gimle og Hagge’s Musik Pub. Først på dagen bydes 9.-10. klasses elever fra lokale skoler indenfor til en morgenkoncert, og om aftenen spiller musikerne en fælles offentlig koncert. I løbet af dagen arbejder musikerne med at skabe og arrangere musik sammen. Aftenens koncert kommer til at forløbe som en introduktion til de to bands forskellige musik, men i løbet af koncerten får publikum også lejlighed til at opleve, hvad musikerne sammen er nået frem til i løbet af dagen.
Om projektet siger Dansk Live’s sekretariatschef Jakob Brixvold: “Rhythm & Roots er et supergodt projekt, fordi det helt konkret tager fat, hvor musikken lever, og genrer opløses. Dansk folkemusik er jo vores bidrag til verdensmusikken, og derfor giver det mening at parre den med tangoen eller keltisk eller tyrkisk musik. Med selve musikkens magi i centrum får vi sammen med gode samarbejdspartnere præsenteret musikalske møder på fem spillesteder på Spil Dansk Dagen. Publikum vil ikke blive skuffede!”
Det hele foregår som nævnt på Spil Dansk Dagen, som den 27. oktober 2011 løber af stablen for 11. gang. Koncertrækken markerer samtidig, at den store verdensmusik expo, Womex, kommer til København i perioden 26.-30. oktober 2011.
Programmet lyder:
Habadekuk møder Ayi Solomon på Klaverfabrikken Live i Hillerød.
Helene Blum og Harald Haugaard Kvintet møder Helen Davies på Skråen i Ålborg.
Hijazzkar møder Akka Makka Mia på Musikcaféen (REAL) i Århus.
Instinkt møder Tangleroots på Gimle i Roskilde.
Kasír møder Nikolaj Rosengreen på Hagge’s Musik Pub i Tønder.
Parterne bag Rhythm & Roots – Musikalske møder 2011 er: KODA, DJBFA – Danske Jazz, Beat & Folk Autorer, LMS – Levende Musik i Skolen, World Music Denmark, Womex/World Music Fair Denmark og Dansk Live – Interesseorganisation for Festivaler og Spillesteder.
