Livepolitisk Topmøde på Slottet

FrederiksborgSlot570

Kommunale og statslige beslutningstager mødes for første gang samlet sammen med det rytmiske livemiljø, når Dansk Live inviterer KulturMetropolØresund til samarbejde om det livepolitiske topmøde på Frederiksborg Slot.

Under Dansk Live’s forårsseminar i Hillerød afholdes der d. 12. april 2013 kl. 11:00-13:00 Livepolitisk Topmøde i Foredragssalen på Frederiksborg Slot.

Topmødet modereres af DR2 vært Lene Johansen og åbnes af Kulturminister Marianne Jelved, hvorefter der er debat om aktuelle temaer i- og omkring den rytmiske livemusik med et panel bestående af Socialdemokraternes Kulturordfører Mogens Jensen, Venstres Kulturordfører Michael Aastrup Jensen, SF’s Børne- og undervisningsordfører Pernille Vigsø Bagge, Radikale Venstres Kulturordfører Marlene Borst Hansen, Enhedslistens Kulturudfører Jørgen Arbo-Bæhr samt Kultur- og Fritidsborgmester i København Pia Allerslev.

Dansk Live har inviteret KulturMetropolØresund til at samarbejde om temaer for panelet samt at deltage i debatten, og KulturMetropolØresund har kvitteret ved at placere sit styringsgruppemøde i Hillerød den pågældende dato, og deltage i topmødet med sin politiske styregruppe af 26 kultur-og fritidsudvalgsformænd fra kommuner og Region Hovedstaden samt den administrative følgegruppe af kulturembedsmænd. Disse godt 50 repræsentanter vil sammen med panelets statslige kulturpolitikere samt Dansk Live’s 120 seminardeltagere fra rytmiske spillesteder og festivaler, udgøre omdrejningspunktet for en god debat om rytmisk musiks vilkår og potentialer.

At både kommunale og statslige beslutningstagere således mødes med formidlerne af rytmiske livekoncerter i hele Danmark, der i omfang når ud til ca. 1,3 mio. publikummer, er uden fortilfælde på dette niveau. Netop festival- og spillestedsområdet er kendetegnet ved, at være balanceret på såvel statsligt engagement, lovgivende rammer og tilskud – men i ligeså høj grad lokal støtte og stolthed. Danske kommuner bidrager for eksempel med over 40 mio.kr. til honorarstøttede og regionale spillesteder, som et match til et tilsvarende statsligt tilskud – men ikke desto mindre er det første gang alle parter mødes, til en så stor kulturpolitisk debat om den rytmiske musiks rammer.

I skrivende stund vil debattens temaer blive Musikhandlingsplanens effekt, rytmisk musik i medieforliget, musikundervisning i folkeskolen, spillestedslovens udvikling fra statsinitieret til kommunalt annekteret, EU lovgivning ift. festivalers momsfritagelse samt musikkens betydning som lokal forankrer i bydele og kommuner, samt potentialerne i samarbejder på tværs af kommunegrænser. Men det vil givetvis vise sig, at der på dagen er endnu mere aktuelle emner vedrørende den rytmiske livemusik, som således vil blive programsat.

Læs mere om KulturMetropolØresund her

Læs mere om Dansk Live her


Comment on this post

Nyhedsbrev



Tidligere Nyheder