Kulturstyrelsen får nye områdedirektører

Kulturstyrelsen logo

De to ledige stillinger som områdedirektører i Kulturstyrelsen er nu besat. Den ene besættes af Trine Nielsen, der kommer fra en stilling som kommerciel direktør i Koda. Den anden stilling besættes af Poul Bache, der er et velkendt ansigt som tidligere direktør i Kunststyrelsen.

Kulturstyrelsen er en fusion af tre tidligere styrelser; Kunststyrelsen, Kulturarvsstyrelsen og Styrelsen for Bibliotek og Medier. Kulturstyrelsen er organiseret med en direktion bestående af direktør Anne Mette Rahbæk i spidsen og de to områdedirektører med delt ansvar for fire centres fagområder inden for kunststøtte, bibliotek og medier, kulturarv og arkitektur, digitalisering og IT samt kulturinstitutioner og driftsstøtte til disse.

Poul Bache tiltræder umiddelbart, og områdedirektør Trine Nielsen begynder den 1. juli 2012

 

Områdedirektør Trine Nielsen:

Trine Nielsen kommer fra en stilling som kommerciel direktør i Koda, der varetager komponisternes rettigheder. Her har hun haft ansvar for en afdeling med 55 ansatte og et budget på 650 mio. kr.

Trine Nielsen, 45 år, har i hele sin karriere arbejdet indenfor medie- og kulturområdet i virksomheder som Berlingske, Politiken, DR og senest Koda. Hun er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og MA i Communication Technology fra Sydney i Australien.

Trine Nielsens fokus har været at forstå, hvordan kundebehov, sociologiske bevægelser i samfundet og markedstrends kan omsættes til gode forretnings-idéer og indholdskoncepter. En interesse og viden, som bl.a. er omsat til bøgerne Vinderkoncepter og Innovationens ABC.

 

Områdedirektør Poul Bache:

Poul Bache har stor erfaring og solidt overblik over styrelsens arbejdsområde. Han er saglig og faglig langt inde i detaljen, og samtidig har han politisk tæft og administrationstalent til at håndtere den godt ene mia. kr. som kunsten hvert år får i støtte.

Poul Bache, 65 år, er cand.phil. i samfundsfag fra Københavns Universitet. Han har en lang karriere i centraladministrationen inden for undervisnings- og kulturområdet. Poul Bache har bl.a. været i Kulturministeriets departement som afdelingschef med ansvar for bl.a. kunststøtte, mediepolitik, biblioteksafgift og sprogpolitik. Siden ni år som direktør for Kunststyrelsen inden fusionen i januar 2012.

 


Comment on this post

Nyhedsbrev



Tidligere Nyheder