KarriereKanonen klar til 2013

KarriereKanonen 2013

Airplay, omtale, karriererådgivning og koncerter på SPOT og SmukFest. I 2013 cementerer KarriereKanonen positionen som landets mest tilbundsgående talentudviklingsforløb.

Stærke spillere i den danske musikbranche er igen i år gået sammen om at lave det mest grundige talentudviklingsforløb. Og KarriereKanonen bliver nu mere omfattende end nogensinde før. DR smider radioairplay på P3 og P6Beat i puljen og giver opbakning på diverse platforme. Smukfest stiller scene og stort, begejstret festivalpublikum til rådighed. Bandakademiet leverer udvikling og optimering af talentet, mens Koda sørger for solidt indblik i musikbranchen.

”Karrierekanonen stimulerer vækstlaget i dansk musik og giver nye talenter en unik chance for at blive hørt og finde deres publikum. Det er derfor naturligt for os at være en del af samarbejdet,” fortæller projektansvarlig Christine Zacho fra Koda. Hun fortsætter: ”For os er det hele processen, der er i fokus. Vi lægger derfor vægt på, at Karrierekanonen også i år bliver en chance, som alle deltagere får et udbytte af – uanset om de havner blandt vinderne.”

Det rigtige sted for talenter
Til april bliver 12 navne udvalgt af en gruppe nøje udpegede fagfolk. Alle 12 modtager herefter rådgivning og skal optræde på SPOT, hvor feltet af navne bliver reduceret til otte. I august skal de otte på scenen til Smukfest, hvor de tre vindere findes. De modtager hver et skræddersyet karriereudviklingsforløb. Således er forløbet både længere og mere dybdegående end foregående år – og alle deltagere får mere ud af at være med.

2012 var en succes
Sidste år meldte mere end 900 danske bands og solister sig til KarriereKanonen. Og de tre vindere, Djämes Braun, Kaliber og Dance With Dirt, har alle markeret sig, siden de blev udvalgt.

Om KarriereKanonen
KarriereKanonen blev grundlagt af DR i 2002 som et initiativ til at fremme kunstnere med dansk lyrik – dengang vandt navne som Magtens Korridorer, Tue West og Marie Key Band. Siden har KarriereKanonen udviklet sig til at fokusere på al dansk originalmusik på tværs af sprog og genrer. I dag er projektet et samarbejde mellem DR, Koda, Smukfest og Bandakademiet med vægt på at udfordre og udvikle danske talenter, så de bliver rustet til en karriere inden for musik. Blandt de seneste års vindere finder man navne som The Eclectic Moniker, Ida Gard, Birk Storm og Boho Dancer.

Links:
KarriereKanonen
Koda
Bandakademiet

 


Comment on this post

Nyhedsbrev



Tidligere Nyheder