Highlights fra årets festivalsæson

27943066232_c9d9c56484_o

Danmark er et festivalland, og Dansk Lives medlemmer er festivaler som strækker sig over hele landet, er af vidt forskellig størrelse, byder på alsidige musikgenrer og atmosfærer, og tiltrækker et meget forskelligt publikum.

Til fælles har de dog alle, at de besidder en enorm kreativitet i forhold til at præsentere nye idéer, tiltag og eksempelvis eksperimentere med nye løsninger indenfor bæredygtighed, scenerne, festivalplads og campingområderne. Også i år har der været brugt store mængder af energi, på at udtænke forbedringer og sjove, gode, hyggelige tiltag, der kan gøre festivalen endnu bedre.

Nytænkning af festivaloplevelsen
Intime morgenkoncerter, en tur i kolonihaven, warmup dage med vandretur i Thy samt et større fokus på bæredygtighed og implementering af nye teknologier, er blot nogle af de meget forskellige og nye initiativer som festivalerne har budt på i løbet af sæsonen.

I forbindelse med afslutningen af årets festivalsæson, har Dansk Live spurgt sine medlemmer om highlights fra sommeren ’16, og vi bringer her et udsnit af de tilbagemeldinger vi har fået fra et varieret felt af festivaler.

På festivalen for upcoming musik, UHØRT, i København, opgraderede de i år deres scener med lyd, indretning og bedre omgivelser for publikum og artister. De introducerede ligeledes et nyt initiativ med band coaching for festivalens 37 nye acts, som blev positivt modtaget.

Nibe festival, som i år blev afviklet for 31. gang, oplevede et stort løft på deres camps, på baggrund af en strategisk indsats for at forbedre forholdene. Nibe tog desuden i år en stor chance og lukkede et populært aktiv, den populære bar, Svinestien og åbnede istedet en ny stor satsning, Day & Night klubben, Club 85. Et meget stort projekt bygget i tre niveauer, med natbevilling og store armbevægelser. Club 85 satte allerede rekord år et i forhold til omsætningen i Svinestien.

I Skagen havde festivalen succes med en sangskriver aften, med nogle af de bedste sangskrivere fra den danske folke-musikscene, også deres nye tiltag “Morning-lunch time”, intimkoncerter som bringer publikum tæt på scenen, blev godt modtaget.

Northside i Aarhus tilbød publikum et besøg i Kolonihaven – tre dage med social dining, artist talks, champagnesmagning og morgen-yoga. Og på tech-fronten introducerede de, som den første festival i Danmark, live droneoptagelser på storskærmene.

Esbjerg Rock oplevede en fantastisk god stemning og havde også et fokus på bæredygtighed. Som en konsekvens heraf valgte de et forbud mod at medbringe stole på festivalpladsen.

Alive Festival i Thy havde en særlig warm-up vandretur i Nationalpark Thy over to dage, med fællesmiddag i samarbejde med Hanstholm Madbar og besøg på Thisted Bryghus. Generelt kunne festivalen konkludere at samarbejdet med det lokale erhvervsliv var bedre end nogensinde.

For Copenhell bar mange års hårde arbejde med metalscenerne på Refshaleøen, København, for alvor frugt i år, og festivalen optimerede sit billetsalg med 50%! Det indebar en markant ændring af pladsen, som blev en kæmpe succes.

Den lille niche festival for garagerock, Gutter Island i Vordingborg oplevede den bedste afvikling nogensinde, i sin 16-år lange historie, og kunne blandt andet byde sit publikum på vildmarksbade og Rodeo-konkurrence.

Samlet er tilbagemeldingerne, fra de festivaler som deltog i rundspørgen blandt andet “publikumsharmoni, udvikling, overvældende fantastisk publikum.

Vi afrunder med Sølund Festivals fine motto “Sølund Musik Festival er Kærlighedens Flotte Fest – De Glemte Værdiers Holdeplads”, og siger tak for en fantastisk festivalsæson!

Foto: Mikkel Werenberg/Nibe Festival.


Comment on this post

Nyhedsbrev



Tidligere Nyheder