Debat om musik og erhvervsliv

logo_sort_hvid

Over Broen er tilbage. Og RMC’s debatmøderække, hvor musikken møder det erhvervsliv, der omgiver den, sætter i dette efterår særligt fokus på spillestederne.

I disse år udfordres de danske spillesteder på alle fronter. Mange af dem kører med store underskud, og uden den offentlige støtte ville en lang række af de spillesteder, vi kender, slet ikke kunne overleve.

Samtidig ser vi publikum strømme til stadigt flere musikbegivenheder i alternative rammer. Dagligstuer, gallerier, butikker, museer, parkeringskældre, byrum – musikken finder sit publikum nye steder og formidles på nye måder. Bevægelsen fra traditionelle spillesteder til steder, hvor der spilles, er tydelig.

Hvad gør det ved musikken? Hvad gør det for kunstnerens muligheder for at opbygge et publikum? Og hvad betyder det for fødekæden, branchens sammenhængskraft, og den offentlige støtte?

Det er nogle af de spørgsmål, som Over Broen forsøger at finde svar på ved to debatmøder i efteråret: Onsdag den 21. oktober og onsdag den 18. november – begge dage kl. 14:30-16:30.

På mødet den 21. oktober kan du møde:

Poul Martin Bonde, formand for DanskLive, talsmand for SmukFest med en fortid som bl.a. manager, producer, musiker, pladeselskabsmand og journalist.
Mike Sheridan, musiker, DJ, komponist og producer.
Frederik Birket-Smith, leder af Strøm Festival, med-initiativtager til både RAW og Bas Under Buen og elektronisk musiker under kunstnernavnet 2000F.

Over Broen er tilrettelagt og modereres af Jesper Bay, underviser på RMC, konsulent, manager og musikproducent.

 


Comment on this post

Nyhedsbrev



Tidligere Nyheder