Dansk musik omsætter for milliarder

FB_banner_5

Sidste år bidrog musikbranchen med knap 6,8 milliarder kroner til dansk økonomi. Det viser nye tal, som den samlede branche offentliggør i dag. Livemusikken er stadig den største omsætningskilde, mens tallene for streamet musik har oplevet betydelig vækst. Samlet har der været en vækst på 12 %

Info-01

Musik er en milliardindustri, der bidrager til det danske samfund og skaber arbejdspladser. Det dokumenterer rapporten Dansk Musikomsætning 2015, som Rambøll har udarbejdet på vegne den danske musikbranche. Opgørelsen viser, at de største kilder til omsætningen er henholdsvis salg af indspillet musik og livemusik. Livemusikken står for en omsætning på knap 3,9 milliarder kroner, mens den indspillede musik udgør 2,8 milliarder kroner.

Jakob Brixvold, sekretariatschef hos Dansk Live, er tilfreds med det samlede resultat: ”Når Rambølls rapport viser, at både live og indspillet musik genererer milliarder til samfundsøkonomien understreger det, at musikbranchen er en vigtig aktør i dansk erhvervsliv. Det håber vi, at de danske politikere skriver sig bag øret, når vi sammen skal finde ud af, hvordan vi kan stimulere væksten de kommende år.”

På livemusikken fordeler omsætningen sig således:

Info-03

Kilde Rambøll, Dansk Musikomsætning 2015.

En branche i udvikling
Det er fjerde år, Rambøll laver opgørelsen på vegne af IFPI, Koda, Dansk Live, MXD, Gramex og Musikforlæggerne. Og med en omsætning på knap 6,8 milliarder i 2015 har musikbranchen oplevet en stigning på mere end 700 millioner siden 2012. Det er en vækst på 12 %.

Direktør i Rambøll, Henrik Seiding mener, det er et flot resultat: ”Rambøll har i en årrække lavet en veldokumenteret branchestatistik for den danske musikbranche. Med en omsætning på 6,8 milliarder kroner og en vækst på 12 % på blot tre år fastslår opgørelsen, at det er en branche med økonomisk pondus. Især når man sammenligner med den generelle udvikling i Danmark, hvor væksten fra 2012 til 2015 blot ligger på 1 %.”

Find flere detaljer og rapporten her.

 

FACTS FRA DANSK MUSIKOMSÆTNING 2015

Musikbranchens bidrag til samfundsøkonomien

• Musikbranchen har en omsætning på 6,757 milliarder i 2015

• Den årlige omsætning svarer til 3.931 årsværk (et årsværk udgør 37 timers arbejde i 52 uger = 1924 timer)

Indspillet musik

• Indspillet musik udgør 41,9 % af den samlede omsætning i musikbranchen i 2015 svarende til 2,828 milliarder

Livemusik

• Livemusik udgør 57,3 % af den samlede omsætning i musikbranchen i 2015 svarende til 3,873 milliarder

Musikeksporten

• Musikeksport udgør 8,4 % af den samlede omsætning i musikbranchen i 2015 svarende til 564 millioner


Comment on this post

Nyhedsbrev



Tidligere Nyheder